Efter morgenmaden lejede vi en scooter og kørte mod Vinh Moc tunnellerne, som ligger lige ved den gamle grænse mellem Nord- og Sydvietnam. Under krigen var netop grænseområdet det, hvor den voldsomste del af krigen foregik, og efter krigen var det bombet til ukendelighed. Overalt lå stadig masser af landminer, som man siden da, har arbejdet på at lokalisere og uskadeligøre. Det er et stort og farligt arbejde og ikke alle miner bliver altid fundet. VU, vores vært, fortalte at det kun var få uger siden, at en lokal landmand havde fået sprængt sin underarm af, af en landmine.
Når vi kørte igennem landskabet, kunne man godt beundre, hvor meget vietnameserne havde fået genopbygget med deres meget beskedne teknologi. Vi så et sted, de var ved at støbe sokkel. Her gik en mand i bare ben rundt i betonen for at glatte den med håndkraft!
Vi kom frem til Vinh Moc tunnellerne. I hele området var der masser af skyttegrave. De var i forbindelse med og imellem tunnelsystemerne. Man begyndte at bygge tunnellerne i 1966 og ved krigens slutning var der 40 km tunneller under jorden, hvor folk boede, kæmpede og arbejdede. Kun en lille del af disse tunneller er bevaret idag. Alt foregik under jorden. Der var sygeværelse, fødestue, familierum og rum, hvor krigens arbejde blev organiseret. Det var imponerende at se, de meget små rum en familie boede i, måske 1,5 x 2;5 meter og omkring 1 meter i højden - og så var det bare et indhak ind i gangen, så der har været vældig trafik lige forbi.
Alle aktiviteter foregik ude i skyttegravene, her var undervisning, børnehaven var ude og lege, der blev transporteret varer - sikke et liv, de levede i de næsten 10 år.
De indvendige tunneller var i tre etager. Øverste etage, var krigens arbejdsrum, mellemetagen var bolig og ophold og nederste etage var opbevaring af materiel og madvarer.
Efter en pause, hvor vi blev rettet ud efter at have vandret krumbøjede omkring, kørte vi hjemad igen...Halvvejs sagde scooteren pludselig en ikke rar lyd, og kunne ikke længere trække. Trækremmen var gået. Vi prøvede uden held at kontakte Vu.
Lidt længere henne ad vejen var en samling huse, så vi besluttede at gå hen og se, om der var et værksted....og det var der.... men ingen talte engelsk, så med bedste gæt og grimasser stil, måtte vi forklare hvad der var galt....det kunne de ikke lave, men de trak os med ind i butikken ved siden af, bænkede os ved et bord og opfordrede os til at købe noget at drikke. Mens vi var parkeret der, var der tre mænd hektisk i gang med at ringe rundt for at hjælpe os. Den ene spurgte flere gange om noget, og når vi uforstående rystede på hovedet, gentog han, mens han råbte lidt højere - men vi forstod stadig ikke vietnamesisk :-)
De gestikulerede, at der ville komme en bil og hente scooteren. Den kom snart og ved fælles hjælp blev den læsset og vi kom med. Nu var vi spændte på, hvor vi skulle hen. Efter 7-8 kilometers kørsel blev vi sat af på et Honda-scooter-værksted. Her var 5-6 kvinder i receptionen og 1 mekaniker på værkstedet - alle klædt i Hvidt arbejdstøj - og så var der en glasvæg ind til værkstedet med stole monteret, så kunderne kunne sidde og følge med, mens mekanikeren arbejdede.
Scooteren blev repareret i en fart, og vi kunne igen vende næsen hjemad. Transport og værkstedsregning løb op i 240 kr :-)
Hjemme igen trængte vi til et bad og gik bagefter ned og spiste aftensmad. Så var der bare tilbage at få taskerne pakket og sagt godnat.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar