Halongbugten

Vi vågnede noget fortumlede og alt for tidligt, da bussen desværre holdt køreplanen og var i Hanoi allerede kl 03.40...Det var jo nat endnu.

Vi fik så oplevet at se Hanoi vågne. En stille morgenstund med få mennesker og køretøjer på gaden. Skraldefolkene var dog allerede i gang med at feje gaderne. Affald flyder overalt i byen og butikkerne lægger bare deres affald ud i rendestenen og så bliver det fejet op en gang i løbet af det næste døgns tid.

Vi satte os ned til Haon Kiem søen og slappede af. Her så vi hvordan rotterne rigtig boltrede sig, når der var næsten mennesketomt. De løb nærmest mellem benene på os. Snart begyndte de lokale at komme til for at dyrke morgengymnastik. Nogle løb, nogle gik, nogle lavede gymnastiske øvelser og nogle tændte den store rytmeboks og lavede fællesgymnastik midt på fortorvet.

Vi gik en tur i byen for at fine en kop kaffe. Her blev vi igen en attraktion. I Asien er der bare flest asiater og især børn og unge synes, det er sjovt at hilse på os hvide mennesker nordfra. Så da vi gik forbi en skole, hvor børnene var ved at møde ind, kom et par stykker af dem hen og gav hånd og sagde “Hello” - og det at give hånd er ikke asiatisk kultur, så de øver sig virkelig.

Efter en kop cappuccino på en cafe og et par bananer købt ved en gadehandlere, der var ved at pakke varer ud, var vi klar til at stige på bussen til Halongbugten. Efter halvanden time holdt vi pause for at se et broderiværksted for handicappede. Her sad nok omkring 20 handicappede og syede de mest fantastiske billeder - og en hel hær af sælgere, der kastede sig over os, for at få os til at købe billederne. Vi kørte videre mod dagens mål - Halongbugten.... men da vi nærmede os begyndte det at styrtregne...som vi efterhånden har oplevet nogle gange. Lynene stod ned omkring os og tordenbragene var øredøvende...Som sædvanlig stoppede det hurtigt igen, så vi kunne stige tørre ud af bussen. Hvad værre var, var at de havde stoppet al sejlads i Halongbugten på grund af uvejret, så vi skulle vente og se, om der ville blive givet sejltilladelse igen. Efter en halv times venten fik vi heldigvis grønt lys og gik ombord på en charmerende båd, hvor vi var ca 25 ombord inklusiv besætningen.

Vi spiste først en lækker fiske- og skaldyrsmiddag med pinde, hvorefter vi gik på dæk for at nyde den fantastiske udsigt. Det var et ubeskriveligt flot scenarie. Kalkstensklipper i mange forskellige former og størrelser skød op ad vandet i massevis. Faktisk er der 1969 klippeøer i bugten, som hver især har fået fantasifulde navne.

Båden lagde til ved en bådebro, hvor vi skiftede til små bambusbåde, hvor der kun var plads til fire plus bådføreren. I denne sjove båd sejlede vi ind igennem flere klippehuler. Det var eventyrligt at sejle igennem en lille indgang og der så åbnede sig et nyt paradis på den anden side. Efter tre kvarters begejstring i bambusbåden, vendte vi tilbage til vores større båd, for at sejle hen til en drypstenshule. Hulen blev fundet ved en tilfældighed i 1993, og efter krav fra UNESCO, blev den offentlig tilgængelig allerede i 1994. Hulen var en fantastisk drypstenshule med Stalagmitter og stalakitter i de mest eventyrlige former. Hulen var gennemført og nænsomt lavet turistvenlig. Lamper belyste hulen, så man oplevede dybde og venlighed. Samtidig var der lavet en enkel flisebelagt sti gennem hulen, hvor der var trapper ved niveauskift og små terrasser, hvor flere kunne stå sammen og lade sig opsluge af dette univers.

Ude igen, ventede vores båd, som sejlede os tilbage til havnen, hvor en flok trætte mennesker vendte tilbage til Hanoi. Her fandt vi hurtigt vores nye hjem for i nat, et rigtigt dejligt, moderne værelse med EGET badeværelse. Efter det bedste bad længe, gik vi ud i byen, hvor vi fandt en rigtig hyggelig restaurant væk fra gaden, hvor vi nød aftensmaden....og bagefter gik turen hjem for at kigge på morgendagens planer og så ellers i seng.