Rishøst

Vi stod op og fik morgenmad. Kroppen var stadig træt og brugt, så vi besluttede ikke at tage på trekking, men bare blive hjemme og måske gå en lille tur i området. Der var stille omkring vores homestay. Næsten alle børnene var med i Rismarkerne. Der rendte måske 7-8 mindre børn rundt. En ældre kone kom ned fra bjergsiden med nogle meget store sække. De indeholdt plastikflasker og alluminumsdåser, som børnene hjalp med at trykke flade, så de ikke fyldte så meget. De skulle vist sælges i byen.

Dette sted er helt særligt, da der kun er få turister ad gangen. Hverken børn eller voksne virker ødelagte af turismen, selvom den hjælper dem til et bedre liv. Det, at vi bor på homestay hos de lokale, giver dem en meningsfuld indtægt, samtidig med at der er adledter gevinster. Flere Hmong folk lever af trekking. De viser turister rundt på både endags- og flerdagsture. De fortæller om livet mens de går en lang trekkingtur - de korteste var på ca 5-6 timer i kuperet terræn - så luksusturisterne kommer ikke her. Børnene leger og de voksne passer deres gøremål, helt uagtet, at der er nysgerrige turister, der kigger på - Virkelig en helt unik oplevelse.

Vi gik ad ad bjerget og snart sluttede den meget stejle og maget smalle betonsti. Det var her, de kørte op og ned ned med deres overlæssede scootere. Vi bevægede os ind på en meget smal mudret sti, som også var ret stejl. Snart så vi store okser, der tog mudderbad i de høstede rismarker. Der var folk, der gik rundt og drev dem de rigtige steder hen.

Vi kom op hvor rishøsten var godt igang. Den blev slået med håndkraft og lagt til tørre ovenpå stubbene. Efter noget tid blev det håndtærsket ved at slå det mod kanten af et stort trækar.

Når det var tærsket blev det puttet i 50 kilos sække som de bar ned på ryggen. De gik i slippers på meget stejle mudderstier og holdt balancen helt sikkert. Vi måtte flere steder gå baglæns ned for at holde balancen, selvom vi ikke havde noget at bære på. Når de var nede ved betonvejen, blev det kørt på scooter hen til deres hus, hvor det blev bredt ud på store bambusplatforme, for at tørre. Når det var tørt, kom det igen i sække, og blev kørt ned til byen....Helt sikkert en oplevelse, jeg fremover vil tænke på med æresfrygt, når jeg spiser ris.

Det var en god dag at holde pause på, for jeg fik det dårligt på turen. Jeg havde kvalme og frøs, selvom vi havde 24 grader.... Så vi gik tilbage, så jeg kunne komme i seng. Jeg sprang frokosten over og sov indtil aftensmaden, hvor jeg spiste lidt og efterhånden fik det lidt bedre. Jeg havde dog ingen problemer med at finde i seng efter aftensmaden.