Nimh Binh

Efter en fantastisk - og lang nattesøvn, var vi klar til nye oplevelser. Vi fandt den skønneste morgenmadsrestaurant, hvor priserne til vores overraskelse var helt i bund. Det viste sig, at den mest blev besøgt af lokale forretningsfolk, som holdt morgenmøder her.

Vi havde hørt, at det skulle være helt fantastisk i Ninh Binh - det skulle være som Halongbugten på land - så det måtte vi jo se. Vi fandt en bus, vi kunne komme med på de to timers køretur til Nimh Binh. Det var lidt spændende at få aftalt turen, for ingen på kontoret talte engelsk. Med hjælp fra Google translate og billeder fra en hjemmeside, fandt vi frem til, hvor vi skulle sættes af. Han gav os et kort i hånden og gestikulerede, at vi skulle ringe, når vi skulle retur...Genialt, blev vi enige om, hvad hjalp det at ringe, når vi ikke talte samme sprog??? Vi tog nu kortet med, bare for en sikkerheds skyld.

Bussen var virkelig en limousinebus. Der var dybe, bløde sæder. Vi havde wifi og aircondition...og så var der usb-stik, så vi kunne få al elektronikken opladet. Vi fik serveret vand på turen....og så var der farvet lysshow i loftet og skærm med asiatiske kærligheds-musikvideoer :-)

Da vi kom til Ninh Binh gestikulerede chaufføren at vi skulle ud... vi hoppede undrende ud - det viste sig, at vi skulle med en anden bus, som kørte os ud til en by i nærheden af Hang Mua, som var vores destination for dagen.

Vi fandt et sted, hvor vi kunne leje et par cykler for at cykle de ca 3,5 km til Hang Mua. Cyklerne var alt for små, men med godt humør bevægede vi os fremad ad små, meget dårlige veje. Da vi drejede ned ad den sidste vej, var vi i turisternes orkanens øje. Alle ville sælge cykelparkering til os - så ihærdigt at de sprang ud på vejen foran os, for at stoppe os.

Hang Mua var fantastisk flot - og det var helt rigtigt - Dette VAR Halongbugten på land. Kalkstensklipper overalt i de mest eventyrlige former. Så klarede vi, at vi først skulle igennem en ren Tivoli-turist-park.

Vi så først en lille grotte. Vi skulle ikke langt ind, så åbnede der sig et flot vandspejl omkranset af finurlige kalkstensformationer. Bagefter tog vi den udfordrende tur op mod toppen af bjerget. Der var 500 meget høje trappetrin. Heldigvis var der flere afsatser undervejs, hvor vi lige kunne trække vejret, for det var en krævende, men også helt fantastisk flot tur. Da vi var næsten oppe, så vi udsigten over en dyb, smal dal mellem nogle af kalkstensbjergene. I bunden snoede en lille flod sig igennem og lysegrønne planter lyste op på begge breder..De sidste ca 30 trin sprang vi over, da vi var ved at være tidspressede.

Det var ærgerligt, at vi ikke havde mere tid dette skønne sted, der var mange flere kalkstensklipper og grotter i området - også nogle man kunne sejle ind i...., men tiden løb, og vi måtte tilbage.

Tilbage, hvor vi lejede cykler, fik vi hjælp på et hostel, til at få kontakt til vores bus, så vi kunne komme retur til Hanoi. I Hanoi fik vi endnu en udfordring, for vi havde booket en lokal sovebus og ingen på stationen talte engelsk - heller ikke i restauranten - og når vi pegede, rystede de bare på hovedet og ignorerede os. Vi fandt en, der ville sælge os drikkeyoghurt og cola - så gik det jo nok :-)

Vi blev installeret i endnu en sovebus og var på vej mod Hue og en ny dag.