Templer og vandfald i smuk natur

Dagen startede med en spadseretur ind til den gamle bydel, hvor vi havde udset os et lille bageri. Her fik vi morgenmad, der mindede om det, vi kendte hjemmefra, grove boller, en lækker kanelsnegl og en god kop kaffe - ikke typisk thai, men vi kunne jo godt begynde at øve os på hjemlige forhold :-)

Vi lejede igen en scooter for at komme ud og se lidt opland. Vi startede dog med at køre hen for at se det kvarter, hvor Camilla boede for nogle år siden. Bagefter kørte vi op for at se den hvide Buddha ved templet Wat Phrathat Doi Suthep. Templet i sig selv var overvældende. Det var utrolig velholdt med mange dekorationer med farvede spejle og masser af guld. Det var et meget besøgt sted og mange mennesker tilbad de forskellige guddommelige figurer. Der blev købt duftende blomster, røgelsespinde og bladguld, som indgik i forskellige ritualer. Her var mange flotte og meget gamle detaljer, f.eks var der de mange store klokker, som børn og troende klingede med. Den store hvide Buddha var et helt fantastisk syn. En imponerende størrelse, som indbød til ydmyghed. Fra toppen af templet var der en fantastisk udsigt ud over hele Chiang Mai. Faksisk lignede der at byen henlå i en let tågedis, men når vi nu har læst, at Chiang Mai i marts i år fik den tvivlsomme ære, at være verdens mest forurenede by, måtte vi nok sande, at det snarere var smog end tåge... Fra plateauet med den fantastiske udsigt, gik det nedad mere end 300 trappetrin....dem måttet vi da lige prøve....først ned - og så op igen. Det gav sved på panden.

Turen gik videre til et andet tempel, Doi Suthep Temple - det var noget mindre end det første tempel, men også med imponerende udsmykninger og masser af trapper - denne gang havde vi dog ikke behov for at teste alle trappetrinene :-)

Turen fortsatte og vi kørte nu ud i en naturpark, for at se et vandfald, Mon Tha Than. Det var et smukt fald, hvor solen spillede i toppen, mens det endte i en lille sø, og fortsatte ned over flere klippefremspring. Der var en natursti på 1,6 km ind igennem den jungleagtige skov omkring vandfaldet. Det var en imponerende smuk tur. Finurlige træer med lange lianer, steder med dyb skov, og steder med svimlende udsigter, steder, hvor vi fik kik til nye dele af vandfaldet. Et sted var endnu et stort fald med en lille sø - midt inde i den dybe skov - det var en helt fantastisk oplevelse her på vores sidste dag i Sydøstasien.

Da vi kom tilbage til byen afleverede vi scooteren, fandt et sted at spise aftensmad...og så gik det ellers hjem for at pakke, så vi kunne være klar til en meget tidlig morgenflyvning fra Chiang Mai til Bangkok.

På tur i Chiang Mai

Det havde regnet det halve af natten, så det måtte da snart klare op, tænkte vi, da vi stod op....men det fortsatte....og fortsatte og....., ja så kunne vi jo ligeså godt bevæge os ud i det. Vi lånte en paraply af vores vært og gik mod den gamle bydel. Vi fandt en cafe, hvor vi spiste morgenmad, mens regnen stadig silede ned. Vi havde god tid til at studere byen. Den adskilte sig en del fra andre større asiatiske byer, vi havde været i. Her var næsten ingen affald i gaderne, faktisk ikke mere end hjemme i Danmark. Veje og fortove var rene og her lugtede mere af udstødning end af affald. Fordelingen mellem biler og scootere var mere,som vi kender det hjemmefra - stor overvægt af biler....men ingen konstant dytten, ingen cykler og scootere med højtalere, der fortalte om dagens tilbud. Her var plads til at gå på fortovet og næsten alle respekterede trafiklyset. Hvis man sammenligner med europæiske byer, var her ingen almindelige taxaer, men derimod rigtig mange songtaew. En pickup med bænke på ladet og overdækning - og indimellem kunne man også støve en tuk-tuk op.

Vi fortsatte rundt i den gamle bydel. Vi opdagede hurtigt at den gamle bydel oprindeligt havde været omkranset af en bymur med en voldgrav udenom. Rigtig mange steder var ruinerne fra bymuren bevaret, og hvor den var helt væk, var dens placering markeret med sten i fortovet. Byen var oprindeligt en gammel kongeby. Den var hovedstad i Lanna-kongeriget år 1292-1775.

Man havde lavet en ringvej langs den indvendige side af bymuren, som gjorde, at der var minimal trafik i bymidten - Det var en fornøjelse at gå her.

Ved middagstid stoppede regnen og vi spiste frokost på en lille cafe. Vi gik ind på Lanna folkmuseum, hvor vi så, hvordan livet var i gamle dage i Chiang Mai. Det var tydeligt at religion altid havde fyldt meget i dette samfund. Selve museet var indrettet i det gamle domhus, så den oprindelige retssal stod stadig. Et højt hævet dommersæde, i siden plads til anklager og forsvarer. Lige foran dommeren var referentens plads og i midten sad den anklagede. Bagved var der bænke til tilhørerne. Indretningen var måske ikke så fremmed, men det var stilen.

Om eftermiddagen gik vi rundt langs den gamle bymur, for at få en fornemmelse af den store by, som Chiang Mai var allerede ved anlæggelsen...og så snuppede vi da også lige et par geocaches på vejen. Her kom vi også forbi en ret stor offentlig park, med fine søer,  boldbaner og anlagte søer - Her blev flittigt motioneret. Turen gik hjem, for at slappe af og få ladet mobiltelefonerne op, inden vi igen bevægede os ud i byen.

Aftenturen gik igen til det hyggelige marked, vi havde været på dagen før. Der var masser af lækkert streetfood, vi ikke havde prøvet, så vi gik på inspirationstur mellem rækkerne.  I fandt nogle meget sprøde, ultratynde pandekager med diverse thai-fyld, som kom til at udgøre aftensmaden. Vi nød igen den skønne stemning, siddende på bambusmåtter med udsigt over søen. Denne gang var der et lille band, der spillede ved søen og nærmest alle borde var optaget - sikke en stemning...

Fra Pai til Chiang Mai

Efter at have pakket sammen og spist morgenmad, gik turen ned til bussen. Vi tog turen tilbage ad 133 km og 762 sving på 3 timer. Det var en hård tur i en varm, tætpakket bus.

Fremme i Chiang Mai trængte vi til at bruge kroppen lidt igen, så vi navigerede udenom alle taxichaufførerne, der prøvede at kapre nye kunder. Vi gik de næsten syv km ud til vores nye hjem, kun afbrudt af en frokostpause...men så var vi også trætte. Vi smækkede benene op en god times tid, inden vi igen bevægede os ud i den store verden.

Vi kom forbi en lille sø, der var omgivet af små restauranter og masser af streetfood-udbydere. Her var små barer og underholdning - og en masse små borde og bambusmåtter lige ned til søen. Vi gik rundt og kiggede på boderne, de mange lys, der spejlede sig i søen og nød stemningen, mens der bare kom flere og flere mennesker. Vi købte nole thai-pandekager og fik en instruktion i, hvordan man skulle spise sådan nogle. Dem tog vi med ned til søen, hvor vi hyggede, mens mørket blev tættere og tættere. Solen gik ned allerede omkring kl 18.00 og omkring kl 19.00 var det helt mørkt.

Vi gik tilbage til vores nye hjem, slappede lidt af, inden det blev sengetid.

Vandfald, varme kilder, flotte udsigter, grotter og politirazzia

Det var en spændende nat, hvor vi fandt ud af, at Pai, var byen for festglade unge mennesker. Selvom vi boede i udkanten af byen, rungede basrytmerne i vores bambushytte lige til den lyse morgen...

Efter en god gang Pad Thai og en kop kaffe, var vi dog friske til en ny dag og turen gik ud i oplandet på scooter. Turen var i sig selv en oplevelse. Vi var i et bjergområde, så det gik op og ned ad stejle bakker igennem en masse hårnålesving. Det ene øjeblik var vi i tæt jungleagtig skov og det næste var vi på en bjergtop med en svimlende udsigt. Vi fik også set, hvordan folk boede udenfor turistområderne. Nogle boede i huse af sten, rigtig mange boede i bambushytter og en del boede i en kombination af sten og bambus. Der var mange små landsbysamfund langs vejen og ikke så mange enkelte huse.

Første stop var et vandfald, Mo Paeng. Der var helt mennesketomt her fra morgenstunden, men det var tydeligt, at det var et yndet badested. Der var flere omklædningsrum og terrasser i bambus. Der var masser af stier og trapper mellem de forskellige afsnit af vandfaldet. Vandfaldet var ikke så højt, men snoede sig flot ned gennem klipperne, hvor der undervejs opstod flere fine badesøer. Vi nøjedes dog med en soppetur, inden vi kørte videre.

Næste stop var nogle varme kilder, Sai Ngam. Her var fantastisk smukt. Det varme vand plaskede ned i en stor sø, nedover en kant og ned i den næste sø og sådan fortsatte det gennem fem små søer. Vandet var helt klat og temperaturen var nok omkring 40 grader - Her blev vi bare nødt til at bade. Vi lå nok i blød i det varme vand i tre kvarter og nød udsigten til den grønne tætte bevoksning, der omgav os.

Efter at have fået tørt tøj på gik turen videre til Lod grotterne. Der var egentlig tre grotter, men her i regntiden var der kun adgang til den ene. Man måtte ikke færdes i grotterne alene, så vi havde en guide med, som bar en stor flagermuslygte. Vi gik igennem skoven og pludselig lå den smukkeste grotteåbning foran os - stallerkitter og stalagmitter overalt, flere steder var de vokset sammen til store søjler. Hele bunden var dækket af vand. Det var eventyrligt smukt. Vi kom på en bambustømmerflåde sammen med vores guide og sejlede ind i mørket, kun oplyst af den ene flagermuslygte. Der var en lidt spøgelsesagtig stemning - helt stille, bortset fra vandets rislen omkring tømmerflåden og lysets lange flagrende skygger, som dansede i grotten. Vi stødte på land og gik videre ind i grotter, snart ad små smalle stier i smalle gange og snart i kæmpe sale med over 20 meter til loftet. Hele vejen udpegede vores guide de særlig flotte steder og vi lod os hele tiden begejstre i denne mystiske stille verden med det flagrende lys. Snart var vi tilbage ved bambusflåden, så vi kunne sejle ud af eventyret og tilbage til den virkelige verden.

Vi kørte nu tilbage mod Pai igen, men stoppede ved et udsigtspunkt, Doi Kiew Lom, hvor vi købte noget lækkert streetfood, som vi sad og spiste, mens vi nød udsigten over de blålige bjergtoppe, der strakte sig så langt ud i horisonten, som øjet rakte.

På vej videre blev vi stoppet af politiet. De havde “drug-razzia”, så de bad om at kigge alle vores ting igennem og skulle vide, både hvor vi var fra, hvor vi boede og hvor vi var på vej hen. Jo mere vi snakkede, des mere smilede betjentene og de sidste af vores ting blev ikke undersøgt særligt grundigt.

Næste stop var et lille jordskælvskrater. Første skælv her var i 2008, hvor en landmand fik en kæmpe revne ned igennem hans land. Den var nok 5-6 meter bred og 40-50 meter lang. I 2009 og 2011 havde der været yderligere skælv, som havde lavet nye dybe revner, vinkelret på den første. De nye kratere var dog ikke så dybe og brede, som den første. Vi kunne gå både rundt om kraterne og kigge ned og vi kunne gå på bunden og kigge op. Det er fuldstændigt ubeskriveligt, hvor fantastisk naturen er. Landmanden, der ejede jorden tog ikke entre, men delte derimod saft ud til alle sine gæster. Man blev opfordret til at give en donation, men det var ikke noget krav.

Vi havde set et skilt til et vandfald, så det måtte vi da også lige nå. Da vi kom frem til Pham Bok vandfaldet, så det ikke ud af meget. Der var et lille fald på 5-6 meter mellem nogle smalle klippevægge. Da vi gik tættere på, kunne vi se, der gik en sti ind langs den ene side og snart kunne vi se, at vandet kom længere oppe fra. Vi passerede en bro over vandet med en skøn udsigt over flere fine faldsteder mellem de høje, smalle klippevægge. Lidt længere fremme kom nogle fine grotter til syne i klippevæggen og så pludselig stod vi igen midt i et eventyr. Den meget smalle passage åbnede sig i en cirkelrund åbning med høje stejle sider hele vejen rundt med 15-20 meter op til himlen. Midt i klippevæggen væltede vandet ud i det smukkeste vandfald, lige ned i en lavvandet sø, som fyldte hele cirklen ud. Her måtter jeg bare ud at soppe lidt.....det var meget tæt på, at jeg havde klædt om til badetøjet igen :-)

Tibage i Pai fandt vi en hyggelig restaurant, hvor vi fik noget aftensmad, inden vi gik hjem til en hyggestund på terrassen, inden sengetid.

På bjergtur til Pai

Efter morgenmaden kørte vi i en time i songtaew ti Chiang Mai. Her var lidt ventetid, som vi fik til at gå med at spise streetfood til frokost - til 8 kr for os begge - så kan det vist ikke gøres billigere.

Vores minibus kom og vi startede den 3 timer lange køretur til Pai. 133 km og 762 sving - de fleste af dem var virkelig hårnålesving med store niveauforskydninger. Det gik op og det gik ned, mens vi snoede os op igennem bjergene. Ingen aircondition, masser af varme og meget lidt plads, Det var en fornøjelse, da vi endelig kunne stige ud af bussen i Pai, en lille by med under 3000 indbyggere.

Vi fandt snart ud af, at hvad Pai ikke havde i indbyggertal, havde de til gengæld i turister. Byen var fyldt med turister og der var masser af barer, restauranter og turarrangører. Senere på aftenen kom der også gang i markedet, som bugnede af souvenirers, tøj og streetfood, rigtig meget streetfood faktisk. Stemningen i byen var dog helt anderledes end i mange af de større byer. Her var ro og en afslappet stemning - ingen lod til at have travlt. Udenfor det meget lille centrum, var også lokale restauranter med lokale retter og lokale priser....se, det var noget vi kunne lide. Kæmpe portioner med ris og masser af grøntsager med den skønneste smag af Thailand.

Vi fandttilbage til vores nye hjem, en lille bambushytte lidt udenfor byen. Det var et lille sted med ca 10 små meget simple hytter lige ned til floden, som vi kunne kigge ned på fra hængekøjen på terrassen, mens vi lyttede til aftenens mange græshopper, der spillede aftenmusik for os.

En dag med elefanter

Vi gik ned for at bestille morgenmad, men uden held. Vi fik at vide at morgenmaden var inkluderet, så den kunne vi ikke vælge, men den ville komme om et øjeblik. Vi kunne selv tage kaffe, te og mælk....og for første gang siden udturen fik vi kaffe, som vi kender den, sikke en fantastisk smag. Vi ventede på morgenmaden, som vi forventede var nudelsuppe....så vi blev noget overraskede, da kokken kom med en opsats med vores morgenmad: yoghurt, æg, brød, smør, marmelade, croissanter, ckokoladeboller, banankage, ananas, banan, vindruer og vandmelon....noget mere end vi kunne spise.

Lidt senere kom vores guide. Han tog os med ned for at fodre elefanter. Vi fik en pose med ca 10  kg majs skåret i kvarte. Vi sad på et plateau, hvor vi fodrede en enkelt elefant. Vores guide viste os, hvordan vi kunne få elefanten til at tage majsen på forskellig måder eller få den til at åbne munden, så vi kunne kaste den direkte derind.

Vi gik bagefter op til et sted, hvor flere elefanter, skulle have mad, her var nok 5-6 elefanter og vi var to hold til at fodre. Her havde vi både en sæk med majs og en sæk med bananer. Vi fik at vide, at en elefant spiste ca 50 kg om dagen, så der skulle noget til. Elefanterne var nøjeregnende med om naboen fik mere end dem selv, og syntes de ikke de fik nok, rakte de bare snablen ind over og huggede maden. Man skulle også passe på ikke at få klemt fingrene, når de lidt ivrigt snoede snablen om maden.

Det var tid til at gå tur i junglen. Vi gik på smalle stier med to store elefanter. Der var Mogens og jeg, vores guide, de to elefantpassere og to, der var under oplæring. Så vi havde mange oppassere med. Vi gik stille og roligt afsted og elefanterne virkede rolige, selvom vi nogle gange gik foran ag andre gange gik bagved. Vi kunne klappe dem, når vi gik forbi. Vi skulle dreje om et hjørne og pludselig uden varsel, vendte begge elefanter rundt og løb trampende tilbage den vej, vi kom fra. De fire mænd, satte efter elefanterne og råbte dem an. Vores guide fortalte, at elefanterne løb væk, hvis de blev bange. Det kunne være, de kunne lugte en slange eller en fremmed hund....Heldigt vi ikke stod i vejen, da de mange tons pludselig buldrede hen ad den smalle sti.

Vi gik istedet ned for at bade med en af babyelefanterne. Vi ble vist hvordan vi først skulle sprøjte vand på elefanten og bagefter massere den med sand. Elefanten kvitterede med at sende adskillige vandsprøjt efter os, tydeligvis på kommando fra elefantpasseren. Elefanten blev våd, vi blev våde - og vi hyggede os vist allesammen. Da vi havde badet et stykke tid gav elefantpasseren en ny kommando.....det var et kæmpestort elefantsnabelkys i det meste af ansigtet....det blev siden udvidet til et vådt kys, hvor den sprøjtede med vand, mens den kyssede..... Vi prøvede også at sidde på skødet og blev omfavnet af dens snabel. Det var en totalt ubeskrivelig oplevelse at pjaske rundt i floden med dette skønne dyr.

Derfra kørte vi i songtaew uden overdækning nogle kilometer op ad floden, hvor vi kom på en bambustømmerflåde med styrmand. Vi drev så ned ad floden i hyggeligt tempo....indimellem var der mere strøm og små vandfald, så der måtte vi lige holde fast - og så var det godt, vi allerede var gennemblødte, for ellers var vi blevet det på denne tur :-)

Tilbage ved elefanterne blev vi sat af og fik frokost i en restaurant med udsigt over elefanternes badeområde - en super hyggelig afslutning på en helt fantastisk formiddag.

Eftermiddagen og aftenen gik med afslapning.

Fra Vietnam til elefanter i Thailand

Taxaen som skulle køre os i lufthavnen, kom allerede, da vi skulle til at spise morgenmad - 40 minutter før den var bestilt - og taxachaufføren havde vældig god tid....Gad vide om sådan en tur er en halv dagløn?

Vi kom glat igennem lufthavnsmylderet og sad snart i flyet på vej mod Chiang Mai i Thailand. Da vi landede bøvlede vi lidt med at hæve kontanter - ingen af maskinerne ville spytte 10.000 bath ud på en gang og eftersom vi skulle ud i en naturpark i junglen de næste par dage, blev vi mødt til at have penge nok med, til vi kom tilbage til byen igen. Efter lidt forgæves forsøg prøvede vi at hæve dem i to omgange med 5000 i hver omgang - og vupti, så gik det lige igennem ( og selvfølgelig også to gange gebyr på hævningen). Vi fik købt et par nye simkort og gik så ellers på jagt efter udgang 6, hvor vi ville blive hentet af Mr. Neng i songtaew.

En songtaew er en helt almindelig transportform i Thailand. Det er en pickup med bænke på ladet og så et tag over. Vi kravlede op og sad faktisk helt godt. Vinden luftede dejligt, når vi kørte og vi fik set byen, mens vi drejede igennem gaderne. Efterhånden kom vi ud på de større veje, og farten blev sat op....Vi kørte nu mest mellem 90 og 110 km/t, vel og mærke siddende på en bænk på ladet af en bil uden at være spændt fast.... Da vi kom udenfor byen begyndte vejen at sno sig op ad bjerget, men det hindrede ikke Mr Neng i, at holde farten. Vi overvejede flere gange, om det ene hold hjul mon ville slippe asfalten? :-)

På forunderlig vis kom vi helskindede frem til Chai Lai Orchid, hvor vi skulle bo de næste par dage. Vi blev taget godt imod med duftende blomsterkranse om halsen og blev vist hen til vores hytte med udsigt til jungle og floden i dalen. Chai Lai Orchid er et helt særligt sted. Det er et gæstehus i junglen, som støtter udsatte unge piger, som er i risikogruppen for trafficking. En del piger går i skole og har undervisning i thai, engelsk og computer og får så støtte til at klare sig, mens de går i skole. Andre bliver trænet i hoteldrift i gæstehuset, så alle funktioner varetages af unge piger i målgruppen. Et supergodt projekt. De har sideløbende et elefantprojekt, hvor de tager sig af tidligere arbejdselefanter. Elefanterne her bliver passet rigtig godt, de er på gåture i junglen hver dag og får bad i floden, nogle gange med betalende turister som os, og andre gange alene, mens deres personlige dyrepassere, holder øje med dem.

Allerede ved ankomsten så vi de første elefanter, men vi så endnu flere ved vores hytte. Vi fik noget lækkert thaimad til frokost og gik så op og så hvordan de drev elefanterne fra indhegningen ind i junglen - bagefter gik vi tilbage til os selv og pludselig stod der en elefant lige nedenfor terrassen. Personalet gav os nogle bananer, vi kunne fodre den med - og det kunne den lide. Vi kunne nærmest ikke nå at skrælle en banan, før snablen tiggende rakte ud efter den :-)

Da den havde spist alle vores bananer, gik den roligt videre op ad stien....og vi kunne nyde vores begejstring over at have været så tæt på dette store dyr, som bare gik helt frit omkring - det var en fantastisk oplevelse.

Efter at have siddet og slappet af på terrassen og nydt junglens lyde, gik vi ned og fik noget at spise, inden vi udmattede faldt om i vores bambusseng. Vi sov med åbne vinduer, så vi kunne ligge og høre de skønne lyde udefra - flodens rislen, dyrenes summen og et enkelt elefant-trut :-)

Skønne Hoi An

Efter en helt fantastisk morgenmad, gik turen på hotellets cykler, ind til den game bydel i Hoi An, som er på UNESCO`s liste.  Denne centrale del af Hoi An adskilte sig især fra andre vietnamesiske byer ved, at al motoriseret færdsel var forbudt. Kun fodgængere og cyklister måtte komme her. Sikke en dejlig ro. Man kunne gå roligt på gaden, uden at skulle springe for livet og vi kunne tale helt almindeligt sammen, da vi var væk fra både motorstøj og især dyt-horn.

De fleste huse var fra 16 og 17 hundrede tallet. Dengang var Hoi An et handelscentrum i Asien, så her havde været både vietnamesiske, kinesiske og japanske interesser og dermed indflydelse på byens udvikling. Her var en skøn blanding af flere byggestile, alle meget charmerende - nogle helt i træ og andre helt i sten og nogle bestod af begge dele. Gaderne var farverige og emmede af god stemning. Der var beboelseshuse, butikker, templer, pagoder og administrationsbygninger blandet mellem hinanden, tilsyneladende helt tilfældigt. Indgangsbilletten til området, gav samtidig adgang til 5 ud af 28 huse og andre bygninger, som var åbne for offentlig adgang. Hele bydelen var et stort levende museum....selvfølgelig lige med den detalje, at alle butikker solgte turistvenlige varer :-) Her var især tøj, lædervarer, souvenirers og cafeer. En anden detalje, der var helt særlig for denne bydel, var de rene gader. Der lå ikke affald nogen steder og her lugtede ikke af skraldespand. Det var en REN fornøjelse at gå her.

Vi spiste lokale forårsruller på en restaurant inde i bydelen, hvorefter vi cyklede tilbage til hotellet. Her havde været strømafbrydelse siden kl 6.45 om morgenen, men det lod ikke til at være unormalt. Vi hoppede en tur i poolen og blev straks fotograferet fra alle vinkler af et asiatisk par, der også boede på hotellet. Det var så fantastisk at blive kølet ned - og sat godt i blød efter de mange dage i Asiens støvede gader. Bagefter tog vi en eftermiddagslur, og vågnede igen, da strømmen kom kl 15.30 og airconditionen startede.

Til aften snuppede vi igen hotellets cykler for at tage en tur til byen. Livet på cykel er endnu mere udfordrende om aftenen end om dagen, for mørket er tæt og lys på cyklen er et ukendt begreb på disse kanter. Man skal virkelig være opmærksom på, om biler og scootere har set en, når man ligger ude i drejebanen, side om side med alle de motoriserede køretøjer, samtidig med, at man ikke kan være sikker på, at de, der har rødt lys, rent faktisk holder tilbage!

Vi kom helskindede ind til den gamle bydel - og det var bestemt turen værd. Byen stod iklædt den flotteste aftenbelysning. Overalt var der smukke asiatiske lanterner i alle tænkelige farver. De var i træerne, over gaderne, foran butikkerne, de hang højt og de hang lavt. Det var virkelig smukt. Det blev ikke mindre smukt nede ved floden, hvor små træbåde med store lanterner sejlede ud med turister. Mange satte stager med levende lys i vandet, som lå og vuggede stille og roligt i bølgerne. De mange lys fra bådene, stagerne og de mange lanterner på land spejlede sig smukt i flodens vand.

Vi fant en restaurant med tagterrasse, hvor vi kunne sidde og nyde hele sceneriet over floden, mens vi eksperimenterede med nyt mad - vi fik nemlig frølår på to forskellige måder. Det smagte forbavsende godt - bestemt noget vi gerne vil prøve igen. Vi gik lidt rundt og kiggede på natmarkedet, inden vi fandt tilbage til cyklerne, så vi kunne komme hjem i seng.

En lang rejse til Hoi An

Vi var meeeget tidligt oppe, da vi ville med morgenbussen til Hoi An, Desværre var morgenbussen fuldbooket, så vores booking var blevet tilbageført. Så stod vi i Hue, kl 6.15 om morgenen og skulle have dagen til at gå til kl 13.15, hvor den næste bus kørte. Vi trissede lidt rundt i byen, fandt en cafe og fik morgenkaffe. Vi gik ned til Parfume River. Her kunne vi komme på en times rundsejlads på floden - den hoppede vi på, så gik tiden jo med det.

Det var en rigtig turisttur, turistudsmykkede både og ombord var der godt gang i salg af souvenirers. Vi nøjedes dog med udsigten...det var lidt bemærkelsesværdigt, at alle de, der boede helt ned til vandet, levede ekstremt fattigt. Man kunne se, at en del af dem fiskede fra små både, de levede i simple huse af blikplader og vaskede tøj i floden. Hjemme ville beliggenheden ned til vandet have haft herlighedsværdi - det var der ikke noget af her.

Vi fandt et sted at spise frokost, inden turen igen gik med sovebussen - denne gang dog i dagtimerne og kun 3,5 time. Vi fik blundet lidt undervejs og fik indhentet lidt af den manglende nattesøvn.

Da vi ankom til Hoi An var det begyndt at blæse op, men vi blev enige om, at vi trængte til at røre os lidt og gik derfor de næsten fire kilometer ud til An Bang Beach. Vejret var blevet dårligere. Bølgerne var høje med tykke hvide skumtoppe, så vi skulle ikke i en lille båd og sejle 12 km ud til Charm Island, som vi ellers havde planlagt. Vi satte os på en bar med en cola og gik så igang med at lede efter et nyt sted at bo.... klokken var lidt over seks, så det var ved at være på tide, at finde ud af, hvor vi kunne sove.

Vi fandt et lille skønt hotel i udkanten af Hoi An, hvor vi besluttede, at vi ville bo de næste to dage. Vi tog en taxa ind og det var bare de sødeste værter. Samtidig var det et fantastisk værelse, med det bedste badeværelse, vi indtil nu har set i Asien. Der var cykler til rådighed og swimmingpool....og det var altså bare et lille hotel, med kun 8 værelser.

Efter at være blevet installeret på værelset gik vi ud og spiste lokalt - ris med alt godt fra havet og en lokal øl. Bagefter gik turen hjem i bad og så gik vi trætte i seng.

Vinh Moc tunnellerne ...og en tur på værksted

Efter morgenmaden lejede vi en scooter og kørte mod Vinh Moc tunnellerne, som ligger lige ved den gamle grænse mellem Nord- og Sydvietnam. Under krigen var netop grænseområdet det, hvor den voldsomste del af krigen foregik, og efter krigen var det bombet til ukendelighed. Overalt lå stadig masser af landminer, som man siden da, har arbejdet på at lokalisere og uskadeligøre. Det er et stort og farligt arbejde og ikke alle miner bliver altid fundet. VU, vores vært, fortalte at det kun var få uger siden, at en lokal landmand havde fået sprængt sin underarm af, af en landmine.

Når vi kørte igennem landskabet, kunne man godt beundre, hvor meget vietnameserne havde fået genopbygget med deres meget beskedne teknologi. Vi så et sted, de var ved at støbe sokkel. Her gik en mand i bare ben rundt i betonen for at glatte den med håndkraft!

Vi kom frem til Vinh Moc tunnellerne. I hele området var der masser af skyttegrave. De var i forbindelse med og imellem tunnelsystemerne. Man begyndte at bygge tunnellerne i 1966 og ved krigens slutning var der 40 km tunneller under jorden, hvor folk boede, kæmpede og arbejdede. Kun en lille del af disse tunneller er bevaret idag. Alt foregik under jorden. Der var sygeværelse, fødestue, familierum og rum, hvor krigens arbejde blev organiseret. Det var imponerende at se, de meget små rum en familie boede i, måske 1,5 x 2;5 meter og omkring 1 meter i højden - og så var det bare et indhak ind i gangen, så der har været vældig trafik lige forbi.

Alle aktiviteter foregik ude i skyttegravene, her var undervisning, børnehaven var ude og lege, der blev transporteret varer - sikke et liv, de levede i de næsten 10 år.

De indvendige tunneller var i tre etager. Øverste etage, var krigens arbejdsrum, mellemetagen var bolig og ophold og nederste etage var opbevaring af materiel og madvarer.

Efter en pause, hvor vi blev rettet ud efter at have vandret krumbøjede omkring, kørte vi hjemad igen...Halvvejs sagde scooteren pludselig en ikke rar lyd, og kunne ikke længere trække. Trækremmen var gået. Vi prøvede uden held at kontakte Vu.

Lidt længere henne ad vejen var en samling huse, så vi besluttede at gå hen og se, om der var et værksted....og det var der.... men ingen talte engelsk, så med bedste gæt og grimasser stil, måtte vi forklare hvad der var galt....det kunne de ikke lave, men de trak os med ind i butikken ved siden af, bænkede os ved et bord og opfordrede os til at købe noget at drikke. Mens vi var parkeret der, var der tre mænd hektisk i gang med at ringe rundt for at hjælpe os. Den ene spurgte flere gange om noget, og når vi uforstående rystede på hovedet, gentog han, mens han råbte lidt højere - men vi forstod stadig ikke vietnamesisk :-)

De gestikulerede, at der ville komme en bil og hente scooteren. Den kom snart og ved fælles hjælp blev den læsset og vi kom med. Nu var vi spændte på, hvor vi skulle hen. Efter 7-8 kilometers kørsel blev vi sat af på et Honda-scooter-værksted. Her var 5-6 kvinder i receptionen og 1 mekaniker på værkstedet - alle klædt i Hvidt arbejdstøj - og så var der en glasvæg ind til værkstedet med stole monteret, så kunderne kunne sidde og følge med, mens mekanikeren arbejdede.

Scooteren blev repareret i en fart, og vi kunne igen vende næsen hjemad. Transport og værkstedsregning løb op i 240 kr :-)

Hjemme igen trængte vi til et bad og gik bagefter ned og spiste aftensmad. Så var der bare tilbage at få taskerne pakket og sagt godnat.

Hue - den gamle kongeby

Nattens søvn var lidt urolig, da vores chauffører brugte hornet ret flittigt hele natten - Godt det var nat, for regnen piskede ned igen....Omkring kl 6.45 var der morgenpause. Her fik vi morgenmad...suppe med nudler...igen...og der var plads til det store morgentoilette :-)

Toiletter og vaskeområder var rene, det skal siges - men så er den gode oplevelse vel brugt op. Der var ikke automatisk skyl i toilettet og ingen papir, der var istedet en plastikbalje med vand og en øse i, så man kunne skylle ud.

Vaskeområdet var udenfor toiletterne. Det var udendørs under et halvtag. Her var et stort flisebelagt kar i midten, nok omkring 3 gange 4 meter og ca 1 meter dybt. Det var fyldt med (rent) vand og en hel masse øser. Rundt langs væggene var så håndvaske uden armaturer. Man tog så en øse vand fra det store fælleskar og gik hen til håndvasken for at børste tænder og vaske sig.... hmmm, vi sprang over, vi kunne godt vente på bedre forhold.

Kun halvanden time forsinket ankom vi til Hue, vi havde været undervejs i 13,5 timer, så vi trængte til at komme ud at gå. Efter at have fået blodomløbet igang, gik vi ind på en cafe og fik en kop cappuccino, inden vi bevægede os ned til byens hovedattraktion, den gamle kongeby. Den blev bygget og anvendt i årene 1804-1833. Det var et kæmpe område. Først var det omkranset af en bymur  omkring hele den gamle kongeby. Inden for denne mur, aftog trafikken væsentligt. Ingen tung trafik, mest rickshaws, scootere og taxaer, der kørte med turister. Der var store grønne områder og de flotteste blomsteranlæg. Midt i det hele lå det gamle palads omkranset af en stor voldgrav og høje mure. Indenfor murene var der de mest fantastiske og rigt udsmykkede bygninger. Mange steder var der de skønneste fabeldyr lavet i gamle potteskår. Fine haveanlæg og masser af kæmpe guldfisk, vi kunne fodre - og de flokkenes om maden :-) Der var en rigtig fin balance mellem de renoverede bygninger og ruinerne imellem. Krigen fra 1954-1975 havde været hård ved området, så kun 20 ud af de oprindelige 148 stod tilbage.

Vi var ved at være mætte af indtryk, så efter også at være blevet mætte i maverne, fandt vi en taxa ud til vores nye homestay....og hvilket himmelsk sted. Faktisk et lille privat hotel med os som de eneste gæster, da det var udenfor sæson.

VU, som vores vært hed, fortalte, at han begyndte at sætte stedet i stand for 5 år siden og at han for 2,5 år siden kunne leve kun af det. Han havde selv lavet det hele - og det var flot. Rå murstensvægge og gulvklinker. Gardiner, fine døre og vinduer, moderne badeværelser og aircondition....men det allerbedste var udenfor. Her havde han lavet den skønneste have med masser af store planter og farverige blomster. Der var et grill-område og en stor sø og så var han ved at grave ud til swimmingpool. Midt i haven var den overdækkede terrasse, der også fungerede som bar og restaurant - og selvfølgelig kunne vi få mad, selv om vi var de eneste gæster....enestående service :-)

Nimh Binh

Efter en fantastisk - og lang nattesøvn, var vi klar til nye oplevelser. Vi fandt den skønneste morgenmadsrestaurant, hvor priserne til vores overraskelse var helt i bund. Det viste sig, at den mest blev besøgt af lokale forretningsfolk, som holdt morgenmøder her.

Vi havde hørt, at det skulle være helt fantastisk i Ninh Binh - det skulle være som Halongbugten på land - så det måtte vi jo se. Vi fandt en bus, vi kunne komme med på de to timers køretur til Nimh Binh. Det var lidt spændende at få aftalt turen, for ingen på kontoret talte engelsk. Med hjælp fra Google translate og billeder fra en hjemmeside, fandt vi frem til, hvor vi skulle sættes af. Han gav os et kort i hånden og gestikulerede, at vi skulle ringe, når vi skulle retur...Genialt, blev vi enige om, hvad hjalp det at ringe, når vi ikke talte samme sprog??? Vi tog nu kortet med, bare for en sikkerheds skyld.

Bussen var virkelig en limousinebus. Der var dybe, bløde sæder. Vi havde wifi og aircondition...og så var der usb-stik, så vi kunne få al elektronikken opladet. Vi fik serveret vand på turen....og så var der farvet lysshow i loftet og skærm med asiatiske kærligheds-musikvideoer :-)

Da vi kom til Ninh Binh gestikulerede chaufføren at vi skulle ud... vi hoppede undrende ud - det viste sig, at vi skulle med en anden bus, som kørte os ud til en by i nærheden af Hang Mua, som var vores destination for dagen.

Vi fandt et sted, hvor vi kunne leje et par cykler for at cykle de ca 3,5 km til Hang Mua. Cyklerne var alt for små, men med godt humør bevægede vi os fremad ad små, meget dårlige veje. Da vi drejede ned ad den sidste vej, var vi i turisternes orkanens øje. Alle ville sælge cykelparkering til os - så ihærdigt at de sprang ud på vejen foran os, for at stoppe os.

Hang Mua var fantastisk flot - og det var helt rigtigt - Dette VAR Halongbugten på land. Kalkstensklipper overalt i de mest eventyrlige former. Så klarede vi, at vi først skulle igennem en ren Tivoli-turist-park.

Vi så først en lille grotte. Vi skulle ikke langt ind, så åbnede der sig et flot vandspejl omkranset af finurlige kalkstensformationer. Bagefter tog vi den udfordrende tur op mod toppen af bjerget. Der var 500 meget høje trappetrin. Heldigvis var der flere afsatser undervejs, hvor vi lige kunne trække vejret, for det var en krævende, men også helt fantastisk flot tur. Da vi var næsten oppe, så vi udsigten over en dyb, smal dal mellem nogle af kalkstensbjergene. I bunden snoede en lille flod sig igennem og lysegrønne planter lyste op på begge breder..De sidste ca 30 trin sprang vi over, da vi var ved at være tidspressede.

Det var ærgerligt, at vi ikke havde mere tid dette skønne sted, der var mange flere kalkstensklipper og grotter i området - også nogle man kunne sejle ind i...., men tiden løb, og vi måtte tilbage.

Tilbage, hvor vi lejede cykler, fik vi hjælp på et hostel, til at få kontakt til vores bus, så vi kunne komme retur til Hanoi. I Hanoi fik vi endnu en udfordring, for vi havde booket en lokal sovebus og ingen på stationen talte engelsk - heller ikke i restauranten - og når vi pegede, rystede de bare på hovedet og ignorerede os. Vi fandt en, der ville sælge os drikkeyoghurt og cola - så gik det jo nok :-)

Vi blev installeret i endnu en sovebus og var på vej mod Hue og en ny dag.

Halongbugten

Vi vågnede noget fortumlede og alt for tidligt, da bussen desværre holdt køreplanen og var i Hanoi allerede kl 03.40...Det var jo nat endnu.

Vi fik så oplevet at se Hanoi vågne. En stille morgenstund med få mennesker og køretøjer på gaden. Skraldefolkene var dog allerede i gang med at feje gaderne. Affald flyder overalt i byen og butikkerne lægger bare deres affald ud i rendestenen og så bliver det fejet op en gang i løbet af det næste døgns tid.

Vi satte os ned til Haon Kiem søen og slappede af. Her så vi hvordan rotterne rigtig boltrede sig, når der var næsten mennesketomt. De løb nærmest mellem benene på os. Snart begyndte de lokale at komme til for at dyrke morgengymnastik. Nogle løb, nogle gik, nogle lavede gymnastiske øvelser og nogle tændte den store rytmeboks og lavede fællesgymnastik midt på fortorvet.

Vi gik en tur i byen for at fine en kop kaffe. Her blev vi igen en attraktion. I Asien er der bare flest asiater og især børn og unge synes, det er sjovt at hilse på os hvide mennesker nordfra. Så da vi gik forbi en skole, hvor børnene var ved at møde ind, kom et par stykker af dem hen og gav hånd og sagde “Hello” - og det at give hånd er ikke asiatisk kultur, så de øver sig virkelig.

Efter en kop cappuccino på en cafe og et par bananer købt ved en gadehandlere, der var ved at pakke varer ud, var vi klar til at stige på bussen til Halongbugten. Efter halvanden time holdt vi pause for at se et broderiværksted for handicappede. Her sad nok omkring 20 handicappede og syede de mest fantastiske billeder - og en hel hær af sælgere, der kastede sig over os, for at få os til at købe billederne. Vi kørte videre mod dagens mål - Halongbugten.... men da vi nærmede os begyndte det at styrtregne...som vi efterhånden har oplevet nogle gange. Lynene stod ned omkring os og tordenbragene var øredøvende...Som sædvanlig stoppede det hurtigt igen, så vi kunne stige tørre ud af bussen. Hvad værre var, var at de havde stoppet al sejlads i Halongbugten på grund af uvejret, så vi skulle vente og se, om der ville blive givet sejltilladelse igen. Efter en halv times venten fik vi heldigvis grønt lys og gik ombord på en charmerende båd, hvor vi var ca 25 ombord inklusiv besætningen.

Vi spiste først en lækker fiske- og skaldyrsmiddag med pinde, hvorefter vi gik på dæk for at nyde den fantastiske udsigt. Det var et ubeskriveligt flot scenarie. Kalkstensklipper i mange forskellige former og størrelser skød op ad vandet i massevis. Faktisk er der 1969 klippeøer i bugten, som hver især har fået fantasifulde navne.

Båden lagde til ved en bådebro, hvor vi skiftede til små bambusbåde, hvor der kun var plads til fire plus bådføreren. I denne sjove båd sejlede vi ind igennem flere klippehuler. Det var eventyrligt at sejle igennem en lille indgang og der så åbnede sig et nyt paradis på den anden side. Efter tre kvarters begejstring i bambusbåden, vendte vi tilbage til vores større båd, for at sejle hen til en drypstenshule. Hulen blev fundet ved en tilfældighed i 1993, og efter krav fra UNESCO, blev den offentlig tilgængelig allerede i 1994. Hulen var en fantastisk drypstenshule med Stalagmitter og stalakitter i de mest eventyrlige former. Hulen var gennemført og nænsomt lavet turistvenlig. Lamper belyste hulen, så man oplevede dybde og venlighed. Samtidig var der lavet en enkel flisebelagt sti gennem hulen, hvor der var trapper ved niveauskift og små terrasser, hvor flere kunne stå sammen og lade sig opsluge af dette univers.

Ude igen, ventede vores båd, som sejlede os tilbage til havnen, hvor en flok trætte mennesker vendte tilbage til Hanoi. Her fandt vi hurtigt vores nye hjem for i nat, et rigtigt dejligt, moderne værelse med EGET badeværelse. Efter det bedste bad længe, gik vi ud i byen, hvor vi fandt en rigtig hyggelig restaurant væk fra gaden, hvor vi nød aftensmaden....og bagefter gik turen hjem for at kigge på morgendagens planer og så ellers i seng.

En rolig dag hos Zizi

Jeg var stadig ikke på toppen, da jeg vågnede, men havde det bedre end i går. Efter morgenmaden gik vi derfor en tur ned i dalen. Solen bagte og varmen var næsten ulidelig. Vi misundte ikke dem, der arbejdede i rismarkerne. De stod i bagende sol og havde hårdt fysisk arbejde.

På vej ned i dalen gik vi et stykke på den større vej, og her var den generelle turisme slået igennem. Boder med souvenirs, børn, der forfulgte os, for at sælge armbånd, koner som henvendte sig med et ”Where are you from?”

Dalen med det rislende vand var utrolig smuk. Terrasserne stod skarpt hele vejen op ad bjergsiden og der var masser af mennesker, der arbejdede med rishøsten, mens okserne gik dovent rundt og græssede.

Jeg var ved at være træt, min krop mente, det var tid til at slappe af, så vi gik tilbage. Jeg sov en times tid i hængekøjen og Mogens fik lidt at spise. Hele eftermiddagen gik ude på terrassen i skyggen med afslapning. Børnene legede omkring os - Faktisk kommer områdets børn her til, da der er Wifi, som det eneste sted i området.

Man bliver konstant imponeret over, hvad de dog kan læsse på deres scootere. I eftermiddag kørte der en forbi med en levende gris bundet bagpå - ikke nogen kasse eller noget. Grisen var bare lagt på tværs bag på scooteren og så ellers bundet fast...

Efter aftensmaden delte vi en taxa med tre tyskere, som også skulle til Sapa. Her oplevede vi, hvor dårlig vejen var... I meget langsom hastighed hoppede og dansede taxaen de 11 km til Sapa. Det tog en halv time, og turen var alt andet end behagelig....en oplevelse, vil jeg måske sige :-) Vi blev sat af ved tyskernes hotel og gik resten af vejen ned gennem byen til vores bus. Byen var flot oplyst her til aften. Mange lys i mange farver prydede hele byen og det spejlede sig flot i den store sø midt i byen. Der var også gang i mange streetfoodboder og butikker med alverdens kopivarer.

Vi kom ind i natbussen, som var en oplevelse for sig. Masser af mennesker stuvet sammen på meget lidt plads for at sove, mens de bliver transporteret fra en by til en anden. Bussen blev efterhånden pakket og vi kunne køre mod Hanoi igen.

Rishøst

Vi stod op og fik morgenmad. Kroppen var stadig træt og brugt, så vi besluttede ikke at tage på trekking, men bare blive hjemme og måske gå en lille tur i området. Der var stille omkring vores homestay. Næsten alle børnene var med i Rismarkerne. Der rendte måske 7-8 mindre børn rundt. En ældre kone kom ned fra bjergsiden med nogle meget store sække. De indeholdt plastikflasker og alluminumsdåser, som børnene hjalp med at trykke flade, så de ikke fyldte så meget. De skulle vist sælges i byen.

Dette sted er helt særligt, da der kun er få turister ad gangen. Hverken børn eller voksne virker ødelagte af turismen, selvom den hjælper dem til et bedre liv. Det, at vi bor på homestay hos de lokale, giver dem en meningsfuld indtægt, samtidig med at der er adledter gevinster. Flere Hmong folk lever af trekking. De viser turister rundt på både endags- og flerdagsture. De fortæller om livet mens de går en lang trekkingtur - de korteste var på ca 5-6 timer i kuperet terræn - så luksusturisterne kommer ikke her. Børnene leger og de voksne passer deres gøremål, helt uagtet, at der er nysgerrige turister, der kigger på - Virkelig en helt unik oplevelse.

Vi gik ad ad bjerget og snart sluttede den meget stejle og maget smalle betonsti. Det var her, de kørte op og ned ned med deres overlæssede scootere. Vi bevægede os ind på en meget smal mudret sti, som også var ret stejl. Snart så vi store okser, der tog mudderbad i de høstede rismarker. Der var folk, der gik rundt og drev dem de rigtige steder hen.

Vi kom op hvor rishøsten var godt igang. Den blev slået med håndkraft og lagt til tørre ovenpå stubbene. Efter noget tid blev det håndtærsket ved at slå det mod kanten af et stort trækar.

Når det var tærsket blev det puttet i 50 kilos sække som de bar ned på ryggen. De gik i slippers på meget stejle mudderstier og holdt balancen helt sikkert. Vi måtte flere steder gå baglæns ned for at holde balancen, selvom vi ikke havde noget at bære på. Når de var nede ved betonvejen, blev det kørt på scooter hen til deres hus, hvor det blev bredt ud på store bambusplatforme, for at tørre. Når det var tørt, kom det igen i sække, og blev kørt ned til byen....Helt sikkert en oplevelse, jeg fremover vil tænke på med æresfrygt, når jeg spiser ris.

Det var en god dag at holde pause på, for jeg fik det dårligt på turen. Jeg havde kvalme og frøs, selvom vi havde 24 grader.... Så vi gik tilbage, så jeg kunne komme i seng. Jeg sprang frokosten over og sov indtil aftensmaden, hvor jeg spiste lidt og efterhånden fik det lidt bedre. Jeg havde dog ingen problemer med at finde i seng efter aftensmaden.

På tur til Sapa og Hmong-folket

Vi vågnede ved, at der i bussens højtaler blev sagt, at vi var i Sapa. Klokken var 5.20, hvilket var en god overraskelse, for vi havde forventet at være fremme kl 3.30. Vi havde derfor sovet noget mere end forventet....selvom det var en dårlig søvn i bussen. Det var koldt at komme ud af bussen. Temperaturen var kun 17 grader - noget af en omvæltning efter gårsdagens 34 grader.

Vi gik lidt rundt og så på byen, der dog mest bestod af hoteller. Snart vrimlede det med Hmong-kvinder, der ville være guider på en trekkingtur. Vi sagde pænt nej tag - mange gange, og fandt istedet en cafe, hvor vi kunne få morgenmad. Bagefter begav vi os på en gåtur på 11 km til vores homestay udenfor byen, oppe i bjergene hos en Hmong-familie. Det var en flot tur opad. De mange rismarker i tydelige terrasser stod flot på bjergsiderne. Vi holdt en del pauser på vej op, for temperaturen steg kraftigt efter solen brød igennem. Vi kom forbi flere vandfald - her var dejligt at sidde i skyggen med vand i luften.

Vi kom frem til vores homestay og købte noget frokost og gik så op for at få en god lang middagslur. Vi var bare så trætte. Hovedet var fyldt med oplevelser, vi var i underskud af søvn efter nattens bustur og så havde vi gået 11 km med rygsæk i bagende sol...

Da i kom op var der en masse liv omkring hvor vi boede. Der var rigtig mange børn, som legede på tværs af alder og der var forbavsende få konflikter. Det viste sig de var ved at forberede fuldmånefestival for børnene. Den lille plads ud for vores homestay blev pyntet med papirpynt og lys og børnene fra flere omkringliggende landsbyer begyndte at samles med kroppen fuld af spænding.

Vi spiste aftensmad sammen med familien og de øvrige gæster på homestay´et. Vi var 14 rundt om bordet med skøn vietnamesisk mad.

Snart startede børnenes fest. De havde klædt om, pigerne havde fået sat hår og var blevet sminket - også de små på bare 4-5 år. Der var nok mere end 50 børn og nogle voksne.... måske 20 lokale og vi var 11 turister. Rigtig mange af børnene optrådte med dans og sang. Det varede i Omkring en time og sluttede med at alle børn fik en slikpose hver. Bagefter forsvandt beboerne fra de omkringliggende landsbyer op og ned ad stierne ført af lyset fra en lommelygte. For os var det tid til at slappe lidt af og bagefter en tur i drømmeland.

Afskedsmiddag hos Hue - torsdag den 12. september

Vi kom op til morgenmad. Hues datter kunne ikke komme hurtigt nok i børnehave idag, for de skulle fejre fuldmånefestival. Hue inviterede os på aftensmad, fordi de skulle holde familiemiddag. Det takkede vi ja til - og behøvede så heller ikke at bære på vores rygsække hele dagen, da vi jo så kom tilbage.

Vi gik ned i byen. Vi var ved at være trætte i hovederne af de mange indtryk, så vi besluttede at tage en afslapningsdag, hvor vi bare slentrede rundt. Vi kom dog til at geocache lidt på vejen. Jeg var ret imponeret over 7Wingfeather’s fine små mikrocaches, som bare kunne sidde alle steder, selv i denne trafikerede by.

Om formiddagen var vi mest i udkanten af den gamle bydel, for vi orkede ikke mylderet og larmen. Det blev også til en tur både til Hoan Kiem og Ho Tay, som var de to søer i midtbyen. Især Hoan Kiam er skøn med park hele vejen rundt, så der var masser af bænke til hyggelige hvil.

Vi sprang frokosten over - ingen af os havde lyst til noget at spise... temperaturen var efterhånden kommet op på 34 grader. Vi nød istedet hver en kokossmoothie - og den var bare SÅ god.

Vi bevægede os ind mod centrum igen og fik oplevet det hektiske byliv endnu en gang. Vi gik forbi, hvor vi skulle med sovebussen om aftenen, inden vi gik op til Hue igen. Det viste sig at familiemiddagen var en arrangeret turist-attraktion. Der var gæster, der betalte for at spise hos en vietnamesisk familie....og det var tydeligt opstillet, men vi hyggede alligevel. Vi fik god hjemmelavet  vietnamesisk mad - og der var rigelige mængder af den. Vi smagte også deres risbrændevin....den kunne mærkes hele vejen ned :-)

Det var tid til at sige farvel og komme ned til sovebussen. På vej derned, oplevede vi et endnu mere hektisk Hanoi - Om aftenen var det den store dag, hvor fuldmånefestivallen blev fejret allermest. Der skulle være optræden i flere gader, så menneskemængden var pludselig fordoblet....og selvom der skulle være så mange mennesker, var bymidten naturligvis IKKE spæret for trafik. Biler, cykler, scootere og gående, både turister og lokale mellem hinanden som sild i en tønde....og både biler og scootere holdt nærmest hornet i bund konstant....Godt vi var på vej væk :-)

Ved sovebussen var der kun et hold ikke-asiater ud over os...og sengene passede også bedre til asiaternes størrelse. Mogens og jeg lå ihvertfald meget tæt, tror vi havde max en meter i bredden og omkring 180 i længden. Midtergangen var så smal, at to personer ikke kunne klemme sig forbi hinanden, så det var bare om at komme op i køjen, når man havde fundet sin plads.

Et hektisk Hanoi

vi stod op og Hue lavede suppe med nudler til morgenmad. Hendes søn var syg og skulle ikke i skole, så hendes datter ville heller ikke i børnehave. Hun mente bestemt, hun også var syg. Der er vist ikke forskel på børn, selvom vi bevæger os til en anden verdensdel :-)

Efter morgenmaden bevægede vi os ud i det hektiske byliv. Vi fandt ud af, at al børnelærdom med at kigge grundigt til begge sider, inden vi gik over vejen, ikke gjaldt her. Her skyndte man sig ud på gaden, hvis de første to meter var fri - og så snoede man sig ellers gennem trafikken over vejen. Det gik mellem biler, scootere, overlæssede cykler og masser af fortravlede fodgængere....men jo oftere vi fik krydset vejene, des bedre blev vi til det.

Vi tog en tur i rickshaw. Det var en ældre herre, som kørte. Det må give noget god motion for sådan en lille ældre herre at køre rundt med sådan to velvoksne europæiske turister. Han snoede sig hjemmevant ind og ud af trafikken og vi fik set mange spændende gader i det gamle kvarter. Efter en times kørsel var vi klemt i facon efter sædet og turen sluttede. Vi fortsatte til fods og kom ud på de lidt bredere gader. Skyerne trak sammen og pludselig åbnede himlen sig og vandet væltede ned, ikke som vi kender regnvejr...det her ville vi kalde voldsomt skybrud. Det lynede og tordnede voldsomt om ørerne på os, så vi trak gennemblødte ind på en cafe for at få frokost, mens det drev over....og det gjorde det lige så pludseligt, som det var startet, og snart skinnende solen bagende varm igen.

Vi gik hen for at finde Train Street. Vi ville gerne se, hvordan toget kørte tæt forbi bygninger og mennesker...og vi var heldige, for da vi kom derhen, var der kun 20 minutter til næste tog ville passere. Der var mange små cafeer langs skinnerne - og de havde både borde og stole ude midt på skinnerne. Mens vi sad med hver vores smoothie, åbnede himlen sig endnu en gang, og regnen væltede ned. Vi sad under et halvtag, mens regnen silede ned. Fem minutter før toget skulle komme, blev borde og stole fjernet fra skinnerne.... og regnen stoppede :-) og så kom toget ellers blæsende. Det var virkelig fascinerende at opleve toget suse så tæt forbi.

Vi gik hjem, for at få et par timers hvil, inden vi gik ud for at finde noget aftensmad. Vi spiste på en lille meget lokal restaurant, hvor vi fik forårsruller lavet på rispandekager og så nudler til. Derefter gik vi et par timer rundt og kiggede på det hektiske byliv, nød aftenudsigten over søen, og fandt så hjem igen.

Fra Laos til Vietnam

I dag var vi ikke bare tidligt oppe, men meget tidligt... Vi ville ned i byen og se munkenes procession igennem byen - og det var ved solopgang...kl 5.57... Der var stadig tusmørke, da vi kom ned til byen, men mange stod allerede klar til at give munkene mad. Snart dukkede den første lange kolonne af barfodede munke op. Måske de gik på række efter deres plads i deres hieraki? - For det var altid de ældste, der kom først og rækken sluttede med små drenge på 7-8 år. Der var mange grupper med munke, så i omkring 20 minutter vrimlede bymidten med safranklædte munke. Enkelte steder sad børn med en åben plastikpose foran sig. Her lagde flere af munkene ris i - de delte ud af deres overskud. Oplevelsen var dog ikke højtidelig, som den oplevelse, vi havde i Bangkok. Her var det mere regulær indsamling af mad. Dog en super fin oplevelse alligevel.

Vi købte lidt brød ved en bager og en kop kaffe ved en cafe, og gik så hjem og spiste morgenmad og slappede af et par timer, inden vi ryddede op og tjekkede ud. Vi valgte at gå de godt 5 km til lufthavnen. Dels fik vi set noget andet og dels ville vi gerne ud og gå lidt inden flyveturen. På vejen kom vi forbi et helt almindeligt supermarked - det første, vi har set i Asien....så al handel, foregår altså ikke på gaden, som vi ellers havde indtryk af.

Vi fløj med et lille propelfly fra Luang Prabang til Hanoi. Fantastisk så nemt det var at komme ind i Vietnam. Der var bare en enkelt paskontrol, hvor den samme person både kunne tjekke pas og stemple det! - og så var vi sluppet løs i det fjerde land på 11 dage! Vi fik hurtigt købt simkort til telefonerne og hævet 2.000.000, så vi havde lidt penge at starte med. Vores vært havde arrangeret kørsel, så der stod en med et skilt og ventede på os. Turen gik ind igennem hele Hanoi. Vi skulle helt ind i centrum, til den gamle bydel. Hanoi mindede mere om de storbyer, vi kender fra Europa, end de andre større byer, vi har set her. Skyskrabere med lysende og blinkende reklamebannere. Meget hektisk trafik - og som noget helt nyt, kørte næsten alle på scooter med styrthjelm. Efter noget spændende kørsel, med vigeregler, der lignede myretuetrafik, kom vi frem til vores nye hjem, hvor Hue, vores nye vært tog imod os.

Vi blev budt velkommen med et glas limonade og fik hilst på hendes to børn på 8 og 3 år. Vi skulle bo hos familien og dele alt med dem - Kun soveværelset havde vi alene. Til gengæld sov Hue og hendes to børn på et værelse sammen og en flok unge nevøer og niecer sov i stuen. De boede udenfor Hanoi, men var kommet til byen til fuldmånefestival.... Hvor der er hjerterum er der husrum :-)

Vi delte alle et lille toilet med bruser og køkkenet var lillebitte, måske kun 2 kvm....Sådan lever de fleste familier inde midt i Hanoi, så det skulle vi også prøve nu.

Vi gik ned på gaden, hvor vi fandt det lækreste streetfood til aftensmad. Bagefter nød vi en øl med udsigt over en skøn sø, oplyst i alverdens farver og med store træer hele vejen rundt, så smukt :-) Det var dog noget af en omvæltning at komme fra en rolig by med godt 100.000 indbyggere til at komme til en hektisk storby med knap 7,8 millioner indbyggere....

Mekong og Pak Ou Caves

Morgenmaden blev et flute med asiatisk fyld og en kop kaffe i hånden. Vi skulle på tur på Mekong-floden fra morgenstunden. Vi skulle med en slowboat fra Luang Prabang og ned ad floden for først at se en lokal landsby og bagefter besøge nogle grotter.

Vi kom ombord i båden og lagde roligt fra land. Utroligt at denne brede rolige flod strækker sig over ca 4.500 km og skærer sig igennem 7 lande. Langs bredden var mange små fiskebåde, som satte net ud. Nettene var markeret med tomme plastikflasker. Rigtig mange af fiskene, der blev fanget i dette område, blev sejlet til Luang Prabang for at blive solgt på markedet. Landskabet var helt fantastisk. Høje, grønklædte bjerge skød op hele vejen langs floden - flere stedet brød bjergtoppene igennem skylaget, så man virkelig fornemmede de store vidder.

Vi gjorde holdt ved Lao Lao Village, som egentlig hedder Ban Xang Hay. Det var en tydelig turist-landsby. Gaderne var fyldt med boder, hvor kvinderne sad og vævede og solgte både deres egne varer og helt ordinære turist-tørklæder. Mændene destillerede whisky, som de hældte på flasker sammen med slanger, skorpioner eller biller. De stod i hver eneste gade og ventede sultent på næste hold turister :-)

Vi sejlede videre til Pak Ou Caves, som er grotter, der er kendt for deres mange Buddha-statuer...og der var mange, rigtig mange. Der var noget særligt over at stå så højt hævet over vandet og se de mange figurer mod grottens fine vægge med det naturlige lys filtreret at planterne, som flere steder hang ned over åbningen.

Der var to grotter. Den øverste krævede noget af musklerne i benene. Det var en hård tur opad. Denne grotte var den dybeste, men også lidt mørk, selvom figurerne blev belyst. Den nederst grotte var den flotteste. Det var også her absolut flertallet af Buddha-figurer stod. Her var der flot lys blandet med skøn udsigt over Mekong.

Turen tilbage til Luang Prabang tog næsten fem kvarter, men vi var mætte af indtryk, så vi nød bare vinden og slappede af. Vi skulle finde et sted og have frokost. Mogens var ved at få nok af asiatisk mad, så frokosten blev indtaget på en skandinavisk cafe, som serverede kendte sandwiches og burgere, dog stadig med asiatisk præg :-) Vi gik tilbage til vores bambushytte, for at fordøje dagens mange indtryk på Mekong.

Et par timer senere var vi klar igen og besteg byens tempelbjerg. Det var 278 meter højt, og der var mange, mange trapper op til toppen. Til gengæld blev vi belønnet med den smukkeste udsigt fra toppen. Der var 360 graders view over hele byen og det smukke bjergområde, der omgav byen. På vejen ned kiggede vi på nogle af de mange Buddha statuer og små templer, som var overalt på bjerget. Trapperne og stierne var velholdte og belagt med sildebensmønstret tegl alle steder.

Da vi atter ramte gadeplan fandt vi en lille hyggelig gaderestaurant, hvor vi nød aftensmaden, som igen var asiatisk. Hyggelig gade, hvor det ene gadekøkken afløste det næste.

Kuang Si Vandfaldet

Vi spiste morgenmad ude i byen, inden bussen hentede os fra vores lille bambushytte kl. 9.00. Vi var på opsamlingsrunde i byen efter en flok, inden turen gik ud af byen i retning af Kuang Si.

Når man kører igennem landskabet og de mindre byer, er det tydeligt, at Laos er ved at være et velfungerende land igen. Levestandarden er bedre end vi har set i Thailand og især Cambodja. Der er væsentlig flere biler, bedre veje, mindre affald og færre mennesker, der ser ud til at leve på overlevelsesgrænsen.

Da vi ankom til parkeringspladsen, blev vi sat af, for at gå det sidste stykke op til vandfaldet. Vi kom igennem noget jungle-lignende skov med kæmpestore træer. Der var også et bjørnecenter, der arbejdede for at sætte tidligere indfange bjørne fri igen. Bjørnene boede i centret for at lære at klare sig selv. Vi kunne se ind i anlægget, hvor bjørnene dasede.

Det gik videre op, og snart åbenbarede det smukkeste syn sig for os. Rislende vandfald i junglen med turkisblåt vand... det kan slet ikke beskrives med ord. Vi fortsatte opad, og kom forbi en stor sø, hvor det brede vandfald plaskede ned. En del badede i det flotte helt klare turkis-farvet vand - og havde jeg haft badetøj med, var jeg hoppet lige på hovedet i det dejlige tempererede vand. Nu nøjes jeg med at soppe lidt rundt på de meget glatte helt hvide sten.

Stien fortsatte opad, så vi gik nysgerrige videre. Vi kom til et, om muligt, endnu smukkere syn. Vand i flere terrasser i helt klart turkis vand. Vi fortsatte endnu et stykke og kom til det store fald, som nok var omkring 40 meter - det så imponerende ud og brusede helt vildt. Den næste stigning var lang og stejl, men var absolut værd at gå efter. Her nåede vi næsten op til toppen af vandfaldet. Her gik så en trappe op igennem vandet, men da vi var lidt presset på tid, valgte vi at stoppe eventyret mod toppen.... og så gik det ellers nedad igen, hvor vi kunne nyde det hele endnu en gang.

Tilbage i Luang Prabang gik vi lidt rundt i byen. Vi spiste frokost på en meget lokal gade-restaurant. Her gav vi ca 20 kr for mad og drikkevarer til os begge to....og de synes åbenlyst, at det var en fornøjelse at få besøg af turister.

Vi gik lidt rundt og så på byen og kom også ned til Mekong-floden, hvor vi krydsede en meget gammel og meget spændende bro....især, da jeg var lidt uopmærksom og ikke så, der pludselig manglede et bræt på broen. Jeg fik stoppet lige i sidste øjeblik, inden jeg trådte ud i intetheden 40 meter over flodens overflade. Jeg holdt opmærksomheden ret skærpet på underlaget resten af vejen...

Aftensmaden spiste vi på en restaurant, hvor de serverede en slags asiatisk fondue. Vi fik en spand glødende kul ind på bordet med en gryde vand over og så nogle kurve med forskellige ingredienser - og så puttede vi bare noget i, og lavede vores egen suppe ved bordet. Vi øste op i tallerknen og spiste, mens vi kogte næste portion - en noget anderledes og spændende oplevelse.

Markedsdag

Vi startede dagen med at tage på det lokale marked sammen med Monyharch. Han kaldte markedet for de fattiges marked - det var også her hans kone hver dag solgte grøntsager. Navnet “De fattiges marked”, passede meget godt til stedet. Her var alt muligt imellem hinanden: fisk, grøntsager, legetøj, gryder og Potter, tøj, høns og ænder, smykker og.....ja ALT. Boderne var blandet tilfældigt mellem hinanden, ferske ænder, høns, fisk, skaldyr og kød lå og svedte i varmen. Mellem det hele rendte hunde og katte, og der var boder med Streetfood ind imellem alt det andet. Det var en kæmpe oplevelse, men ikke et sted, der indbød til at købe fødevarer.

Vi tog derfra og på en lille lokal restaurant og fik morgenmad...Her diskuterede Monyharch lidt med dem, da de ville have turistpriser og Monyharch ville have, vi skulle betale lokalpriser...Han sagde, vi fik lokalpris, men tror nærmere, vi endte et sted midt imellem :-)

Vi tog hjem og pakkede for bagefter at køre til Siam Riep, hvor vi gerne ville gå rundt i den gamle bydel. Vi blev sat af og gik rundt på egen hånd. Hele bymidten bestod nærmest kun af markeder, det ene afløst af det næste. Her var dog væsentlig mere orden. Boderne var mere opdelt i grupper, så tøj var for sig, grøntsager for sig og ferske fødevarer for sig. Der var også pænt rent overalt og ingen løse dyr mellem boderne. Rigtig mange tuk-tuk-chauffører ledte dog efter arbejde, så vi blev konstant råbt an af de sultne chauffører.

Kl 14.00 kom Monyharch, som aftalt og hentede os og kørte os i lufthavnen. Meget heldigt vi kom indenfor, for snart styrtede regnen ned udenfor og det fortsatte længe.....og meget.... Man kan næsten ikke forstå det, når Monyharch fortæller, at det er alt for tørt i år. Mange rismarker er gået til på grund af vandmangel, og det er svært at dyrke grøntsager.... Vi synes, der er vand og mudder overalt :-)

Ved check in undrede vi os over, at der ikke var flere mennesker i kø... Ved gaten undrede vi os over, at der var så få mennesker. Da vi så gik i bussen, der skulle køre os til flyet, undrede vi os endnu mere...Vi var kun 10 mennesker i bussen. Vi talte om, om det var et fly, der havde mellemlandet, som bare skulle have ekstra passagerer med. Nogle gange bliver man bare overrasket... for vi var kun 10 mennesker, der skulle flyve fra Siam Riep til Luang Prabang. 10 mennesker i en Airbus med plads til ca 240 personer... og så var der min 6 besætningsmedlemmer med, Tror lige den tur var en underskudsforretning - selv i Asien :-)

Vi kom til Laos, fik købt et nyt sim-kort og fandt så en taxi til vores nye hjem, for de næste tre dage. Efter at være blevet installeret i den hyggelige bambushytte, gik vi ud for at finde aftensmad.... og sørme om der ikke var natmarked?

Boderne her var noget finere end i Cambodja. Varerne var stillet rigtig pænt op, og alt var på snorlige rækker. Husene virkede generelt også i væsentlig bedre stand, end vi så i Cambodja. Der var ikke så meget streetfood og så mange tuk-tuk-chauffører, men de var her. Markedet var rigtig hyggeligt med små lamper, som gav en dejlig belysning og små restauranter, der spillede afslappende musik. Stemningen var rolig, afslappet og hyggelig. Vi fandt også en lille restaurant, som havde den skønneste atmosfære, hvor vi spiste vores aftensmad, inden vi vendte trætte tilbage til bambushytten.

Besøg i en flydende landsby

Vi nød morgenmaden hos Monyharch og hans to skønne drenge. Hans mor skulle til familie-kom-sammen og hans kone var på markedet for at sælge grøntsager fra haven. Så da vi skulle afsted, kom hans bror for at passe drengene.

Vi kørte et godt stykke på hovedvejen og drejede så ned ad en mindre vej, som her altid er jordveje. På grund af regntiden er de ret mudrede og hullede, så turen i tuk-tuk var en noget hoppende oplevelse. Vi skulle langt og vejene blev bare værre og værre, men langt om længe nåede vi frem til boden, hvor vi skulle betale for indgangen til den flydende landsby. Her skulle Monyharch lige have tanket.... så der kom en dame med to tilfældige plastikflasker med benzin i, som blev fyldt på. Det gik pludselig op for os, at vi havde set masser af steder, hvor de solgte benzin på plastikflasker i boder ved vejen :-)

Vi hørte fra nogle, der kom ad vejen, at det var umuligt at komme frem, så Monyharch tog os med tilbage for at få refunderet billetten. Her skaffede de istedet en anden tuk-tuk, som godt kunne køre. Da den ankom efter ca 10 minutter, kørte den forbi uden at stoppe. De råbte lidt frem og tilbage til hinanden og det viste sig, at han havde også opgivet at køre på vejen. Istedet blev vi kørt i firhjulstrækker... og det var spændende kørsel. Vi kørte ca 2 km med en hastighed på under 10 km/t. Vi gled fra side til side og skulle undgå scootere, der også prøvede at forcere muddermasserne. Nogle kom gående og de sank i med hele foden, hver gang, de tog et skridt...men frem kom vi :-)

Vi kom i en lille båd, som skulle sejle os ud til den flydende landsby. Folk boede i blik- eller træhuse monteret ovenpå olietønder, så husene flød på vandet. De levede mest af de fisk, de kunne fange i vandet, hvor de boede. Men der var også enkelte butikker, hvor de kunne købe enkelte dagligvarer, bl.a. benzin. Når de skulle rundt, foregik det i små både - selv mindre børn sejlede rundt på egen hånd. Der var også en lille skole til børnene i landsbyen - den havde dog ferielukket lige nu. Her blev børnene sejlet i skole. Vi tog ind og besøgte en krokodillefarm i landsbyen. De opdrættede krokodiller, for at sælge skind og kød. De havde både babykrokodiller og kæmpe-krokodiller. Måske ikke helt betryggende, at de bare var i træbure, der flød på vandet.

På vejen tilbage sejlede vi godt til og nød vinden, så varmen ikke var så tung....men pludselig sagde motoren en mærkelig lyd og vi stoppede. Der havde viklet sig noget snor omkring skruen, så den sad fast. Han fik det skåret fri og fik skilt noget af motoren ad og samlet den igen, og så var vi klar igen...troede vi...motoren sagde stadig en grim lyd, og det viste sig, at stangen mellem skruen og motoren var knækket....så lå vi der. Han ringede efter en anden båd, men vi blev samlet op af en anden gruppe, inden den ekstra båd kom frem, så vi var hurtigt tilbage på land igen. Så gik turen tilbage ad den mudrede vej i firhjulstrækker og bagefter i tuk-tuk. Vi var på en lokal restaurant og spise frokost. De var ikke vant til turister, så engelsk gjorde de ikke meget i, og spisekortet var også kun på cambodjansk. Med lidt hjælp fra Monyharch fik vi dog den skønneste frokost, høns på tre  forskellige måder... og de brugte det hele, selv hønsefødderne var med i suppen. Vi betalte og skulle have penge tilbage. Det kunne de ikke lige klare, så de måtte have en afsted til nærmeste sted med penge og veksle, så vi ventede en halv time på byttepenge.

Bagefter lokkede vi Monyharch med på geocaching. Da vi kom frem til stedet og vi ville gå alene ind i skoven, blev han noget bekymret og insisterede på at følge os. Vi fandt heldigvis hurtigt cachen, men måtte så forklare Monyharch, hvad det gik ud på. Han forstod vist aldrig, hvad der fik voksne mennesker til at gå på skattejagt, bare for sjov :-)

Aftensmaden tilberedte Monyharch, mens hans mor sad og bundtede urter, som hans kone skulle sælge på markedet næste dag. Efter maden, tog Mogens og Monyharch en øl med ned til os og fik sig en aftensludder udenfor i mørket.

Angkor Wat

Vi havde aftalt morgenmad kl 8..00 med  Monyharch, så vi stod klar...og han begyndte at lave varm mad, da vi ankom....Opfattelse af tid er bare forskellig - godt vi har ferie og bare har masser af tid :-) Morgenmaden var ihvertfald værd at vente på, den var superlækker.

Vi kørte afsted i tuk-tuk. Vi skulle først købe billetter. Her skulle tages billeder, så de var helt personlige. Monyharch instruerede os i at passe godt på vores ting rundt i området....Det var ikke fordi nogen kunne finde på at tage noget fra os - det var bare så nemt at tabe det ud af lommerne - det gjorde turister ofte i tempelområdet!!!!!! Man kan vist sige “lommetyve” på mange måder :-)

Det første tempel var det største. Det er utroligt, at disse kæmpemæssige bygningsværker indtil for 45  år siden var glemt, gemt og spist af junglen. Det har været et kæmpe arbejde at rydde ind til templerne og bagefter finde ud af, hvodan alle byggeklodserne har siddet, før junglen begyndte at overtage tempelområdet.

Det første og største tempel, var også det, der var bedst restaurerer. Bagefter så vi en række mindre templer, der var knap så langt i restaureringen, men stadig imponerende bygningsværker. Der var mange høje tårne og stejle trapper, så det var muligt at få udsigt over et større område.... og at blive både svedt og forpustet....

Det var også tydeligt at det er en stor turistattraktioner, for der var masser af boder med soveniers, tøj og drikkevand. Desuden stod der guider alle steder og tilbød sig. Især børn blev brugt som sælgere, der næsten kravlede på skødet af os, for at sælge deres varer.... Ved de mindre templer var der dog lidt mere fredeligt.

Vi tog ind på en restaurant og fik frokost, inden turen gik videre til dagens sidste tempel, Ta Prohm, også kaldet Tomb Raider templet, da det har dannet kulisse til mange af denne films scener. Det var absolut det mest spændende af templerne. Her er stadig meget restaureringsarbejde tilbage og man ser mange steder, hvordan træerne helt bogstaveligt spiser murerne. Rødder på en halv meter i diameter snor sig langs murene, ind og ud af væggene - kæmpetræer, som gror på toppen af murene og sender sine lange tykke rødder mere end 10 meter ned mod jorden, for at finde rodfæste...Man skal vist være her, for at forstå det :-)

Mætte af indtryk kørte vi hjem igen, selvom Monyharch havde mange gode forslag til andre steder, vi også kunne se....Vi trængte bare til at slappe af - og så fik vi lige hjælp til at få gang i internettet igen, så vi kunne kommunikere med omverdenen. Det blev også til en halv times eftermiddagssøvn, inden vi igen spiste kmer-mad med familien.

Heldigvis gik vi tidligt tilbage, for aftenen bød på en vældig gang regn og storm.

Fra Bangkok til Cambodia - 4. september

vi startede morgenen med at cykle ned til kanalen sammen med Jeab. Vi skulle give mad til en sejlende munk. Han kom sejlende roligt op ad kanalen, hvor mange mennesker bragte mad ned til hans båd. Han takkede hver enkelt med en bøn for dem. Der var en helt særlig stemning, da han lagde til ved broen, hvor vi ventede...ærbødighed, tror jeg. Efter denne helt særlige oplevelse cyklede vi tilbage og fik endnu en gang skøn morgenmad, tilberedt af Jeab.

Det blev tid til at pakke og komme ned til taxien, som allerede holdt og ventede på os. Vi kørte til lufthavnen efter et par oplevelsesrige dage i Bangkok, og turen gik mod Siam Riep i Cambodia.

Vi fløj og landede til en spændende visumproces...Først i en kø for at aflevere blanketten, vi havde udfyldt i flyet og samtidig betale. Bagefter i en ande kø og vente på pas og visum. Vi kunne fint følge pas og visum hele vejen, hvor 6-7 forskellige mennesker havde hver deres funktion med forskellige stempler :-) Vi fik vores pas og kunne så gå i paskontrollen lige overfor, hvor det hele lige blev kontrolleret en gang til.

Vel igennem alle kontroller, skulle vi finde Monyharch, som skulle hente os i lufthavnen. Vi kunne ikke lige få øje på ham, så da vi skulle til at finde ud af at finde net, så vi kunne kommunikere med ham, fik han heldigvis øje på os. Han kom gående imod os med mit navn og billede på telefonen. Jow, den var god nok.

Vi blev kørt hjem til ham i tuk-tuk - og troede jeg, at vi havde set fattigdom i Bangkok, så blev det mangedoblet her. Det meste af trafikken var cykler, scootere og tur-tuk`er. Alt havde passeret bedste alder. Det gjaldt også de få biler, lastbiler og buser, der dyttende passerede os.

Udsultede køer gik og afgræssede halvvisne rismarker. Affaldet flød alle vegne og flere steder så vi intermistiske boliger under vejbroerne.Vi blev installeret hos Monyharch. Han havde lige bygget et nyt gæstehus - og vi var de første til at bo i det. Bagefter gik vi op til ham og lagde en plan for vores ophold i Siam Riep.

Inden aftensmaden havde vi lige et par timer, så vi gik en tur i landsbyen. Vejene var meget mudrede, så bukserne blev smøget godt op, og vi prøvede at gå, hvor underlaget var mest fast. Der var høns i tusindtal overalt, knogletynde katte og masser af forhutlede løse hunde. Dertil børn, som klarede sig, som de bedst kunne, mens forældrene vaskede tøj, lavede mad eller reparerede på stålpladerne på deres huse.

Den ældste af Monyharch`s drenge, på 4 år, kom nysgerrigt hen til os, da vi kom tilbage. Han listede nærmere og nærmere og endte med at lege inde hos os sammen med Mogens :-) Aftensmaden var den skønneste hjemmelavede kmer-mad, som vi spiste sammen med hele familien på. verandaen.

I mørket sad vi og talte om den politiske og økonomiske situation i Cambodia, som virker håbløs for den almindelige cambodianer. Efter en masse snak og et par øl, fandt vi tilbage ad den sumpede vej til vores gæstehus i mørke, kun oplyst af mobiltelefonens lys.

Med longtail boat i Bangkoks kanaler

Efter endnu en skøn morgenmad forberedt af Jeab, begav vi os ud i lokalområdet for at finde en kop kaffe. Vi fandt en lille hyggelig gadeservering, hvor vi købte skøn iskaffe. Man får hurtigt hang til kolde drikkevarer i denne varme.

På vej tilbage mødte vi Jeab og vi aftalte en tur i longtail boat. Vi valgte at sejle i en lille træbåd, som bruges af de lokale. Det viste sig at være den helt rigtige beslutning, for pga storm i det nordvestlige Thailand, havde man lukket dæmningerne til de ydre kanalsystemer, for at forebygge oversvømmelser. Det betød, at de større turist-longtail boats fra Bangkok ikke kunne sejle ind i vores kanalsystem idag. Vi fik derfor en rolig dag på vandet uden turistsejlads. 

Husene ned til kanalerne var de fleste steder præget af fattigdom, men indimellem dukkede enkelte store villaer op. Vi stoppede ved en bådebro og købte brød, for at fodre fisk - Det er altså en fantastisk oplevelse at se fiskene kappes så meget om maden, at de ligger i lag og de øverste fisk ligger over vandoverfladen. Vi sejlede videre og fik frokost ved en longtail boat indrettet som gadekøkken. Utroligt de kan leve af at sælge mad på den måde.

Vi sejlede videre, mens vi spiste det sidste - skønt med vind i håret i denne varme. Snart kom vi til et orkide-gartneri. Her var orkideer i alverdens farver og størrelser. De eksporterede en stor del af deres produktion. Lidt imponerende at et primitivt gartneri så langt hjemmefra måske leverer orkideer til vores stuer hjemme i Danmark.

Turen gik videre gennem mange, mange forskellige kanaler. Vi blev sat af ved et gammelt bysamfund som havde bestået næsten uforandret i flere hundrede år. Jeab fortalte at der i weekenderne kom mange turister hertil, men ikke i hverdagene. Vi kunne godt se på butikkernes vareudvalg, at en del var turistsoveniers og ikke de lokale varer vi ellers så. Vi var inde på et lille sted helt ned til vandet, for at spise sticky Rice med mango - det var ret lækkert - og så direkte ned til kanalen med et dagligt liv med masser af både i kanalen som udsigt.

Vi vendte næsen hjemad og tog bussen - en gammel en med trægulv og åbne døre....og der skulle holdes fast under kørslen, for det var skiftevis fuld pedal og brems. Vel af bussen igen, ville Jeab lige vise os en kanal, der havde været lukket, som var under genetablering. Når den er genetableret kan man sejle direkte fra hvor vi bor og ud i det øvrige kanalsystem. Næsten tilbage begyndte det at regne og Jeab blev lidt bekymret, for vi skulle krydse kanalen balancerende på trærafter, som var noget glatte i regnen...Vi kom heldigvis godt over - ellers havde det været ca 2 meter ned og så i vandet... 

Efter et par timers afslapning på værelset, tog vi hen på en restaurant, som vi var kommet forbi på kanalturen. Jeab kørte os i sin egen bil. Der var ikke mange gæster, da det var en hverdagsaften, men vi fik en fantastisk service. Først kiggede vi lidt på det “lille” menukort - som fyldte hele bordet :-) Så bestilte vi noget, vi ikke anede, hvad var. Det var stærkt....så der gik nogle øl til.... af de der lokale på 620 ml. Vi nød udsigten over kanalen mens mørket faldt på og fiskene hoppede i vandet. Vores frokostbåd kom også forbi og hilste på.

Vi var ved at være klar til at tage hjem, men skulle lige vente til Jeab blev færdig med sin øl.....nummer fire.... Vi var lidt bekymrede over hjemturen - men trods masser af trafik og thailandsk kørestil, nåede vi hele tilbage :-)

På tur med Jeab

Efter en god og tiltrængt nats søvn var vi klar til nye oplevelser. Jeab havde sat morgenmad frem - Sticky Rice og spændende frugt. Fire forskellige slags, men totalt ukendte. De var spændende, men anderledes...

Efter morgenmaden stod han klar til den store byrundtur i Bangkok. Vi valgte at tage den på gåben.  Vi blev introduceret til boderne med streetfood, hvor der blev lavet lækker mad på gaden. Hygiejnen lever nok ikke helt op til danske standarder. Jeab har boet i kvarteret i mere end 40 år, så han kendte rigtig mange mennesker; vi lige skulle hilse på undervejs. “Sharvadi kaa” kom hurtigt til at ligge rigtigt i munden sammen med en bukkende hilsen med samlede håndflader.

Vi kørte med tuk-tuk- bus til centrum. 8 mennesker bagi og 2 foran - så var der pakket. Skulle de inderste ud, måtte alle andre ud og ind igen bagefter. Her kommer man hinanden ved til kun 8 bath pr person. Under 2 kr. Billig transport...

I byen oplevede vi mere aktivitet, men noget roligere end jeg havde troet. Det var faktisk let nok at bevæge sig rundt i de smalle gader. Vi kom forbi mange forskellige butikker - og mange steder var det svært at skelne hvor butikken sluttede og hvor privaten startede.

Vi gik igennem China Town. Her var husene endnu mindre og gaderne endnu smallere. Her var masser af liv og der blev handlet højlydt. Fersk kød var udstillet på gaden i næsten 30 graders varme... Måske meget godt at de også gør rigtig meget i tørret kød og fisk :-)

Vi var også igennem et område med reservedele til motorer og lignende. Mad fra gadeboder i en gade og lydpotter i alle størrelser i en anden gade...

Vi trængte til en pause og gik på cafe. En meget berømt en, der havde haft besøg af prinsessen. Samme familie havde drevet den i 3 generationer - og vi fik en fantastisk iskaffe....men lokalerne var både slidte og beskidte... Det går man vist ikke så meget op i...

Vi fik set flere templer og så også den kæmpestore liggende Buddha i det pureste guld - et ret imponerende syn.

Vi skulle da også lige se byen og floden oppefra, så Jeab tog os med på et bedre hotel, hvor vi fik en drink på tagterrassen. Dejligt med et hvil og hvilken udsigt.... Kontrasterne trådte så tydeligt frem. De meget fattige kvarterer lige op og ned ad moderne skyskrabere.

Vi sejlede med en ekspresbåd tilbage til forstaden, købte lidt ukendt frugt på hjemvejen, under kyndig vejledning fra Jeab. Vi slappede af hjemme i haven i den store hængesofa, inden vi tog en eftermiddagslur.

Vi gik i byen for at finde aftensmad. Vi fandt et lille hyggeligt sted med streetfood, Med lidt fagter og en datter, der kunne engelsk til husbehov, fik vi det lækreste måltid mad, vi længe har fået...Det kostede 16 kr for os begge to....

Vi gik så ned til kanalen og flottede os med en øl, mens vi talte om dagens oplevelser. Her måtte vi af med 25 kr for 2 øl.... men så var de også på 620 ml

Rejsen til Bangkok

Det startede helt rigtigt - en lille hyggelig propelflyver fra Billund...men så blev det svært. På min billet var jeg angivet som Ms Mogens Bech, hvilket vi længe havde prøvet at få ændret uden held...Der var intet at gøre, jeg kunne ikke komme med....Efter lidt protester tog Mogens selv afsted og jeg spurtede ud for at finde en ny afgang til Bangkok. Heldigvis kunne jeg komme afsted allerede 3,5 time senere, dog med en mellemlanding i Istanbul, så jeg kom til Bangkok 8 timer senere end Mogens.

Vel ankommet til Bangkok, men trætte skulle vi ud til vores vært Jeab. Han havde lavet en fin rejsevejledning, så først tog, så nyt tog og til sidst taxi og lidt på gåben... men så stod han også klar til at tage imod os.

Vi blev installeret på værelset, hvorefter han ville vise os rundt lokalt. Han fandt en lille cykel frem, beregnet til mennesker i thaistørrelse - den skulle Mogens cykle på med mig bagpå...og så gik det ellers derudaf i Bangkoks trafikerede aftengader. 

Vi spiste på et lille hyggeligt sted med streetfood, hvor engelsk var en by i Rusland - så heldigt vi havde egen tolk med. Lækkert mad, smilende og gæstfrie mennesker, men også meget fattigt og simpelt at se på.

Med maven mæt af lækker thaisuppe, gik turen videre på rundvisningen. Vi endte ved en lille flod, hvor vi på den hyggeligst veranda kunne nyde en øl, mens Jeab fodrede de mange kæmpestore fisk i vandet. De der boede i området var imod fiskeri, de fodrede istedet fiskene og nød synet af dem... og der var rigtig mange. Det var nærmest, som da vi fodrede ænder, da jeg var barn. Fiskene flokkenes om fodringen.

Vi var efterhånden trætte og valgte derfor at afslutte rundvisningen og komme tilbage og sove. Vi landede trætte i sengen og sov, næsten inden hovedet ramte hovedpuden.