Over grænsen til Polen

Fra morgenstunden kørte vi til Trakai. Byen er kendt formalin slotsruin. Vi nød bare roen og det meget vand, der var omkring. Trakai ligger på en lille "ø" der kun er landfast med en lille tange i hver ende...så her var vand, lige meget i hvilken retning vi så. Der var helt roligt og robådene vuggede på søen...

Vi kørte videre og fandt i dag en fornuftig landevej at køre på. Den førte os igennem flere små landsbyer...og her var indtrykket det samme som i de øvrige baltiske lande. Nyt og gammelt, rigt og fattigt blandet i en pærevælling.... Man får virkelig set kontraster her.... og storke :-)

Vi nåede frem til Kaunas. Jeg tror de har verdens skønneste gågade. Den er omkring to kilometer lang og delt i en ny del og en gammel del. Den gamle del er middelalderkvarter, men men masser af butikker og cafeer, som får den til at summe af liv...selv på en søndag, som idag :-) Den nye del var meget bred og bestod af to rækker alletræer med et hyggeligt gåstræde imellem med en masse bænke og blomster. Udenfor dette var der igen gangarealer, inden man nåede ud til de mange butikker på begge sider. Byen var meget præget af de mange kirker....også idag så vi en del brudepar slentre rundt. Nogle fik champagne og tapas midt på Rådhuspladsen :-) Vi kom også forbi en lille "bjergbane"... en lille bane, man kunne køre ca 150 meter op ad en stejl bakke med.... Måske den eneste bakke af den størrelse i Litauen.

Turen gik videre og vi krydsede den polske grænse og kørte til Wigry ved Suwalki - et helt enestående sted.... Vi boede på en lille privat campingplads med plads til ca 25 vogne. Pladsen lå lige ved et gammelt kloster, det var blevet renoveret. Klosteret var som en gammel middelalderby med egen bymur og huse indenfor bymuren. Det vigtigste her var nok den store katolske kirke med tilhørende klokketårn.... Men det lille samfund havde simpelt egen atmosfære...ikke mindst, da der blev kaldt til aftenbøn, hvor folk strømmede til kirkebog deltog i gudstjenesten, som i kunne høre langt væk i højtalere :-)

Den lille familiecampingplads ligger på en halvø med vand til alle sider, så de udlejer kanoer, kajakker og vandcykler i stort tal... Der er derfor et hyggeligt liv på vandet og i vandkanten, hvor børnene bader :-)

Vilnius i Litauen

Til vores store overraskelse er Litauen det land, der virker mest europæisk...og minder mest om Danmark af de tre Baltiske lande. De dyrkede marker bliver større og større. De sammenhængende åbne arealer er flade som en pandekage...der er motorvej og de store virksomheder har hovedsæder lige ud til motorvejsafkørslerne.  Landskabet kunne være dansk...., hvis det da ikke lige var for de mange storke.... De er overalt i stort antal. De steder, hvor der bliver pløjet, kommer de i stimer efter traktoren, fuldstændig som mågerne derhjemme.

Vi kom til Vilnius, Litauens hovedstad...her så vi en storby, som kunne ligge et hvilket som helst sted i Europa. Store moderne mondæne byggerier side om side med gammelt middelalderbyggeri. Der var stadig faldefærdige bygninger indimellem...men slet ikke i samme omfang, som vi hidtil har set i de Baltiske lande. I Vilnius er der en lille fristad, uzupis, lidt som vores egen Christiania... De har erklæret sig som selvstændig republik i 1997, og har egen præsident og forfatning. På en mur er forfatningens love skrevet op på fine plader på mange forskellige sprog, heriblandt dansk :-) "Enhver har ret til at græde" " Ingen kan dele det man ikke har" "Enhver har ret til at være i tvivl, men det er ikke en pligt"... er blot et par eksempler på forfatningens 41 love. Den lille fristad oser af hygge og alternativ indretning...der er f.eks. En gynge under den ene bro midt over vandet ved indgangen til fristaden. Den flokkes børn og barnlige sjæle omkring :-)

Udenfor Uzupis er Vilnius også en dejlig by med skøn atmosfære og masser af grønne områder og livlige cafeer. Floden slynger sig ned igennem byen og spejler kontrasterne mellem de gamle bydele og de hypermoderne byggerier, der igen står i kontrast til misligeholdte kirketårne og renæssancebalkoner i byen.

Vilnius er åbenbart en helt særlig bryllupsbillede. Vi så mindst ti brudepar - og flere af dem slentrede op ad gågaden med en softice i hånden og trak et lille privat følge efter sig...En helt afslappet måde at fejre sit bryllup på?

Vi fandt vej til en by-camping i Vilnius...og som I sikkert har bemærket er vi skiftet fra naturens egne fristeder til mere etablerede pladser.... Dels har både Sverige og Finland "allemandsret" og dels slæber vi rundt med nogle fordomme om sikkerheden i de Baltiske lande, som vi ikke har lyst til at udfordre... Så derfor er de skønne naturpladser skiftet ud med stellpladser og campingpladser...

Det gamle Riga

Turen gik videre ad den spændende landevej til Riga. Vi så nogle storke undervejs, der er endnu flere storke i Letland, end der var i Estland :-)

Riga er Letlands hovedstad g har 700.000 indbyggere. Det var lidt hektisk at komme ind i byen med en del trafik hen over smalle brostensbelagte gader...men efter vi kom ind i midtbyen faldt der igen ro over trafikken. Et grønt bælte lægger sig mellem den gamle og den nye del af Riga. En spændende park med et snoet vandløb ned midt igennem parken. Vandløbets er udsmykket med broer, springvand, små anlægsbroer med både og masser af blomster, der hænger frodigt ud over vandet. På den anden side af parkbæltet, kom vi ind i den gamle del af Riga. Her var ro og masser af gamle huse. Sovjettidens store statuer fortalte sin egen historie, sammen med de mange gamle huse i de smalle gader. Her var stadig store kontraster. Nyt mod gammelt. Nye moderne byggerier på den ene side af floden og det gamle middelalderbyggeri på den anden side. Rigdom, hvor unge kørte i smarte sportsvogne, og i næste øjeblik lå en forhutlet ung og sov på et gadehjørne...

Vi så også det store marked i Riga. Her var fem store haller forbundet med sidegange. Her var alt, hvad man kunne tænke sig: grøntsager, frugt, bær, kød, ost, øl, vin, brød, fisk, sko, tøj, tasker, soveniersbutikker...og meget, meget mere....og hvad der ikke var i de fem kæmpestore haller, kunne man finde på det udendørs marked lige udenfor døren. Denne del var mindst lige så stor som den indendørs del. Dette marked skulle være et af Europas største markeder... og det ER stort. Et spændende virvar af alt muligt, med en duft af friskhed overalt... man fik virkelig lyst til at købe noget her...Letterne har heller ikke små butikker, som vi kender det. De har store supermarkedet og de grænse modebutikker og eupæiske butikker. Mad køber man på markedet :-)

Den store frihedsstatue stod lige i navlen i Riga, i midten af det grønne område lige ved indgangen til gågaden i den gamle bydel. Den var imponerende flot med Milda, en kvindefigurer, stående øverst oppe. Dette er symbolet på letternes frihed og i sovjettiden var det forbudt at samles her... Måske det netop derfor er blevet et meget kært samlingspunkt idag.

Arbejdet kaldte idag, så vi kørte igen uden for byen... Faktisk kørte vi på hotel... eller i hvertfald deres parkeringsplads for at overnatte... og jeg skulle have lavet lidt akut arbejde :-) Heldigt at nettet, mobilen og IPad'en er opfundet....håber ikke der kommer alt for mange flere arbejdsoverraskelser undervejs :-)

Farlige veje i Letland

Vi forlod  den lille hyggelige campingplads og kørte videre sydpå. Vejene var af tvivlsom karakter - hullede og bumpede. De store gennemgående hovedveje var i nogenlunde stand, men til gengæld var der meget trafik og det var svært at få et indtryk af landet...Vi kørte ud på de lidt mindre veje, som altså ikke var alt for gode....faktisk var en del af de på kortet større veje- i virkeligheden grusveje.

Vi kom til Parnu, hvor vi stoppede. Byen er Estlands femtestørste by med 44.000 indbyggere...men byen virkede på ingen måde stor. Der var et lille hyggeligt centrum med gågader med charmerende atmosfære. Overalt var der grønt...masser af alle-træer langs alle veje og mange store grønne parker...og direkte adgang ned sil en meget stor badestrande. Atmosfæren var overalt afslappet og tempoet var skruet helt ned....Husenes forskellighed var her lige så stor som i Haapsalu, hvor vi var igår.

Vi fortsatte turen og lige pludselig sagde Mogens " Der stod Latvijas på det skilt"....så vi for,åede endnu en gang at passere en grænse, næsten uden at opdage det....Vi vendte nu tilbage til grænseskiltet, som var et hvidt betonskilt med malede sorte bogstaver på - Det kunne lige så godt have været et skilt med navnet på en cafe :-)

Letlands veje var om muligt endnu dårligere end Estlands veje. Huller, buler og grusveje var mere reglen end undtagelsen. Den store gennemgående vej i Letland var som en gammel dårlig landevej i Danmark. Indimellem kom stykker med god asfalt, men det meste var ujævnt og mange steder med store huller, der på ingen måde var afmærket...og hvis bilisterne så bare kørte efter forholdene...men her var det mere spændende kørsel end sikker kørsel. Det var helt almindeligt med overhalinger over fuldoptrukket i fuld fart, selvom der intet udsyn var...og det var ikke kun personbiler...Lastbilerne kørte ligeså farligt...Her gjaldt det bare om at holde god afstand og holde sig så langt inde i siden, at de kunne suse forbi. Vi prøvede alternativt en af de lidt mindre veje....det var så lige så spændende...den blev snart til en grusvej, som igen blev til en jordvej...som blev smallere og smallere...og så blev der volde på begge sider, så det var helt udelukket at to biler kunne passere hinanden....Heldigvis mødte vi ingen modkørende....Ikke noget at sige til at Letland har et uhyggeligt højt antal dødsofre i trafikken....

Turen ned igennem landet....og til dels også gennem Estland, efterlod det indtryk, at landene ikke helt er kommet på europæisk standard. Der er mange kontraster og tilsyneladende stor forskel på rig og fattig.  Landene har været under drastiske forandringer i de 25 år, der er gået siden de sammen med Litauen blev frie, efter mange års sovjetisk besættelse. Der er dog stadig et stort stykke arbejde for dem, hvis de skal have et europæisk udtryk- også i landområderne.

Vi landede i Tuja, på en lille hyggelig campingplads lige ned til stranden og vandet...vandet her var lidt koldere end i Parnu, men til gengæld var der meget mere plads at være på :-)

Storke i Estland

På vej ned igennem Estland åbnede naturen sig meget mere op. Indimellem de mange skovområder kom der store områder med marker og enge. Der var en helt utrolig afvekslende natur... og det var ikke kun os, der syntes om naturen her.... storkene er her i stort tal. Vi har set rigtig mange storke på vores vej fra Tallinn til Haapsalu. Både på markerne, i engene og i luften....og en enkelt beboet storkerede er vi da også kommet forbi.

Det er ikke kun naturen, der har ændret sig - husene begynder at være mere afvekslende i udtrykket. Der kommer efterhånden en del stenhuse til syne mellem de mange forskellige farvede træhuse. Især da vi nåede Haapsalu blev det meget tydeligt. Byen byder på rigtig mange små spændende gader med huse i meget byggestil. Træhuse mellem sten og beton. Helt enkle huse mellem meget detaljerede udsmykkede huse. Flotte vedligeholdte huse....gamle udslidte rønner, hvor malingen skallede... Mellem alle de beboede huse stod også forladte ruiner....et meget blandet udtryk. Det samme var menneskerne. Tøjstilen havde skiftet. Der var kommet mange flere farver og mønstre i tøjet. Det hele er mere livligt og afvekslende....

Byen bød også på en spændende slotsruin, som var et gammelt bispesæde. De imponerende mure stod som en flot kontrast til de små beboelser i området. En kæmpestor togstation var her også. Toglinien havde eksisteret fra 1904-1995, og fungerede nu som museum. De store gamle lokomotiver og togvogne vidnede om en storhedstid, sammen med den imponerende stationsbygning. Det er helt sikkert, at her har været en livlig rejsetrafik i tidligere tider.

Vi fandt frem til den lille campingplads, som vi skulle overnatte på. Her var hyggeligt. Et lille bitte sted, hvor camping-fatter selv passede det hele. Her var kun det mest nødvendige....græs til at stille op på i spredt forvirring mellem træer af alle slags....Affaldssortering i plastiksække med et skilt på hver sæk til at fortælle om indholdet :-), toilet, bruser og et lille fælles køkken...og det var så det :-) Så hyggeligt :-)

Dannebrog faldt ned i Tallinn

I formiddag sejlede vi fra Helsinki til Tallinn  - fra Finland til Estland. Det var en dejlig tur i flot vejr - og ved begge kyster lå der de skønneste skærgårdsøer. På Finlands-siden var mange af dem udstyret med en enkelt lille hytte eller to... Og med en lille båd fortøjret ved søbredden. Det var ren postkortidyl.

Vel ankommet til Tallinn måtte vi sande, at de små snoede gader kombineret med vejarbejde ikke var den optimale betingelse for afvikling af det store færgetræk, vi var en del af. Med møje og besvær kom vi ud af byen og valgte på grund af trafikmylderet at parkere langt uden for byen, på en stellplads ved lystbådehavnen. Vi tog så bussen ind til centrum igen.

Jeg har været begejstret for mange af de middelalderbyer, vi har set, men det bliver bedre og bedre. Tallinn er omgivet af en gammel middelalderbymur, som holder sammen på hele bymidten som stadig oser af middelalderstemning. Overalt er gaderne brostensbelagte - de mindre gader endda pikstensbelagte...små hyggelig baggårde, slotte, tårne, spir og kupler...alt dette er krydret med en masse små hyggelige cafeer og restauranter....og helt specielt for stemningen er det at personalet i rigtig mange af restauranternes og cafeerne var klædt i middelaldertøj...flere steder blev der også spillet middelaldermusik. Ikke noget at sige til at også Tallinn er kommet på UNESCO's verdensarvsliste....vi har efterhånden været på en del steder på den liste :-)

Vi gik ned og så " Den danske konges have", hvor vi så den flotte mindeplade over, at Dannebrog faldt ned til danskerne her i Tallinn i 1219.... Se det var dengang det nordlige Estland blev dansk...hvilket det var helt frem til 1346, hvor Valdemar Atterdag solgte det til tyskerne for 19.000 mark sølv :-)

Vi besluttede at spise aftensmaden på en helt særlig restaurant, Olde Hansa...her var middelalder for alle pengene. Vores middelalderklædte tjener ophøjede Mogens til Lord og gjorde sig selv til hans ydmyge tjener. Vi blev sat ind i skikke fra middelalderen, spiste af lerfade og drak af rustikke lerkrukker. Bestikket fik vi leveret i en krukke som våben. Indenfor var ingen vinduer, men rummet blev flot lyst op at et meget stort antal stearinlys. Selv toilettet var indrettet middelalderligt.... Se det var ikke bare et måltid mad, det var en forestilling og en oplevelse, som vi var midtpunkt i...og den varede i næsten tre timer.

Vi fordøjede de mange indtryk....og det store måltid mad med lidt traven rundt i det efterhånden næsten mennesketomme middelalderkvarter, inden vi fandt bussen tilbage til den virkelige verden...

Helsinki

Jo længere ned igennem Findlands vi kommer, des mere åbner det sig op. Der kommer flere og flere åbne områder, der bliver dyrket som marker - og områderne bliver større. Det er nok et udtryk for den øgede befolkningstæthed i Sydfinland. I den sydligste femtedel af Finland, bor halvdelen af befolkningen...altså ikke noget at sige til, vi ser meget mere liv og kultiveret jord her. 

Turen går videre til Helsinki, landets hovedstad. I 1912 lå Helsinki i ruiner efter krigen, og her bestemte den russiske zar, at Finlands nye hovedstad skulle bygges efter en plan han lagde. Byen er imponerende. Store monumentale historiske bygninger mødes med den nyeste arkitektur. Bygningerne er hinandens modspil, men samtidig understreges skønheden i hver byggestil. Byen har et pulserende liv, det er let at færdes rundt til fods. Der er store parker og grønne områder, statuer og moderne kunst, side om side.

Vi startede vores bytur på den meget lille, men stemningsfuldt cafe, Cafe Regatta. Cafeen havde kun to borde indendørs, men til gengæld, var der masser af udendørspladser - med god udsigt ud over vandet, hvor kajakker og nogle bords gled rundt omkring i skærgården. Der var desuden udsigt til den olympiske tribune for sejlads fra 1952. Det helt særlige for denne cafe var, at man kunne få en opfyldning af kaffe... og den var ikke bare gratis...man fik 5 cent tilbage, når man bestilte opfyldning :-) Selve cafeen var indrettet med en masse humoristiske detaljer og udenfor stod en gammel bil i stil med huset...den fungerede som butikslager....

Efter turen rundt i byen, fik Arthur lov til at hvile ud i autocamperen, imens vi besøgte Tempelpladsens kirke. Et meget særligt sted. På en høj klippe i byen ligger en kirke bygget ind i klippen. Kirken er indviet i 1969, så den er af nyere dato. Udefra kan man se det lidt anonyme kuplede tag rejse sig over klippen....ellers ingenting....Til gengæld tager bygningen helt vejret fra en, når man kommer indenfor. Alle væggene udgøres af selve klippen. Der er ingen udsnykninger i kirken, udover det kuplede tag, med indlagte kobberrør. Orgelet står som en dekoration, ligesom kirkegængernes tændte lys stod flot og skinnende op ad den rå klippevæg.

Tiden i Helsinki er slut for denne gang, men her må vi vist tilbage en anden gang....Der er meget mere at se på :-)

En svunden tid

Formiddagen brugte vi i bymidten af Rauna, det gamle Rauna. Denne del af byen er endnu et af UNESCO's verdensarvsteder. Hele bymidten består af gamle træhuse, der ligger side om side i lige rækker. Bydelen er Finlands tredieældste købstad med historie tilbage til 1442. Husene er malet i pastelfarver fra hele farvepaletten og er et smukt syn i solskinnet. Gaderne er bevaret med stenbelægninger. Nogle huse er afskallede og lettere forfaldne, mens andre er velholdte og flot restaurerede. Det ligner en museumsby, men det er det på ingen måde. Der er livlig gang i bydelens mange butikker og på det store torv foran det gamle rådhus. Her er idag loppemarked,med gamle fine sager og godt skrammel, side om side :-) Vi fandt en lille hyggelig cafe og nød vores formiddagskaffe i den nostalgiske atmosfære.

I eftermiddag kørte vi til Turku, hvor vi først gik en tur i byen. Byen var i 1150-1812 Findlands største by og hovedstad. I 1912 flyttede man hovedstaden til Helsinki, som lå tættere på Rusland. Turku viste sig hurtigt at være som europæiske større byer er flest, så her var ikke så meget, der fangede vores opmærksomhed...Måske lige den brede å, der løb igennem hele byen med broer over mange steder. Langs åen lå der både, der fungerede som cafeer og restauranter - det så hyggeligt ud.

Vi kørte videre til Turku Slot. Her var til gengæld noget at se på. Slottets historie går tilbage til omkring 1250 og har undervejs været ombygget mange gange og det har været ret gennemgribende ombygninger. Efter krigen i 1945 lå slottet i ruiner...men allerede året efter startede et kæmpe renoveringsprojekt, som har gjort det til et helt særligt sted at besøge. Restaureringen er sket med hensyn til det gamle, som er bevaret. Det er fyldt med snirklede trapper og gange, hemmelige rum og døre....man forstår slet ikke hvordan folk har kunnet finde rundt. Middelalderstemningen understreges af museumspersonalet som går rundt som guider på hele slottet iført middelalderdragter... Mæt af oplevelser for idag kørte vi ud i en skovlysning, for at lave aftensmad.

Neandertalere i Finland

Ikke langt fra Kristinesstad skulle vi finde Ulvegrotten. Det siges at den bliver besøgt af flere tusinde hvert år, så det skulle da blive en smal sag at finde denne attraktion.... Vi kørte længe rundt i området ved Karijoki, hvor grotten skulle gemme sig, men fandt ikke skilte, vi kunne tyde. Alt står igen på finsk, så vi måtte ind og spørge efter vej. Da vi så vidste hvor vi skulle hen og at susiluola faktisk betød Ulvegrotten, fandt vi endelig en lille vej derhen. Noget forundrede var vi, da vi kørte ind af den meget smalle hullede Skovvej, hvor granerne måtte vige pladsen, efterhånden, som vi kørte frem...men den var god nok....det var her.

I 1996 fandt man en grotte på 500 m2, hvor forskere har fundet ud af, at der har levet neandertalere for omkring 120.000 år siden.Ulvegrotten er den største klippehule i Finland og det eneste sted i Norden hvor der endnu er fundet spor af mennesker, der levede før den sidste istid.

Der skulle være en afmærket natursti i området, vi ville gå på, men efter en halv times vandring ud, opgav vi at gennemføre turen...den var mærket så dårligt af, at vi var bange for at fare vild i de finske skove....og de der kender mit pejlemærkegen, ved godt, at man ikke skal spøge med det :-)

Efter et solidt frokostmåltid, kørte vi videre... og fandt faktisk en lidt bredere vej ud af skoven...

Vi kørte videre til Yyteri ved Pori. Her var vi på strandtur...ikke Skærgårdstur, men rigtig strandtur. Her var en fantastisk bred strand med klitter, lidt som vi kender hjemmefra ved Vesterhavet...Her var bare mere beplantning og omgivelserne var fint organiserede med gangbroer i træ ned til stranden og med cafeer, toiletter, vandhanerne og brusere nede på stranden. Stranden var højst en kilometer lang og lå i en bugt, hvor man kunne overskue, det hele på en gang - det er så til gengæld Finlands eneste sandstrand.

Sandet var meget fint og dejligt blødt at gå i...og så var der sat baner op langs et stort stykke af stranden...og nej, det var ikke beachvolleybaner, men frisbeebaner. De spillede på to hold med hver sin banehalvdel plus et målområde bag det modsatte holds banehalvdel. De unge mennesker havde helt utrolig godt styr på den frisbee og der blev løbet rigtig meget i det tunge sand...Det er vist en sund sport :-)

Vi kørte videre og fandt en lille hyggelig plads midt i skærgården på en lille ø, hvor vi slog lejr.

Kvarken

Vi vågnede op til lyden af hyggelige vandskvulp, da vi havde sovet helt nede ved vandkanten...så hyggelig morgenmusik :-)

Vi kørte ned igennem det finske landskab langs vestkysten....og noget forundrede var vi, da vi så at alle skilte efterhånden stod på både finsk og svensk.... Det har dog en historisk forklaring. Der er ikke mere end 60 km over den Botniske Bugt mellem Finland og Sverige og tilbage i 1100 tallet sejlede svenskerne over bugten og bosatte sig i dette område. Faktisk er der flere af byerne dette område, hvor der slet ikke tales finsk, men udelukkende svensk. På trods af at landet kun kan mønstre 5,4 millioner indbyggere, har de alligevel tre sprog: finsk og svensk er officielle sprog, mens samisk er anerkendt minoritetssprog. Faktisk taler 5,4 pct af finnerne svensk.

Jo længere vi bevægede os ned i landet, des mere åbent blev landskabet. Skovene åbnede sig, der blev plads til birk i lysningerne og indimellem var små dyrkede markstykker.

Vi nåede ned til Svedjehamn tæt ved Vaasa. Her er Kvarken, som er et skærgårdsområde, igen et af UNESCO's verdensarvsteder... Hele dette område var i den seneste istid dækket af 3 km tyk is. Den tykke, tunge is trykkede jordoverfladen 1 km ned....1 KM!!!! Efterhånden som isen smeltede hævede jorden sig igen og det gør den fortsat den dag idag med 8 mm om året. Det er fuldstændig som historien fra Luleå..., men der er jo heller ikke langt hen over bugten :-) Vi startede med at gå en tur i området, hvor vi så den lille bådehavn, nogle gamle fiskehytter, højlandskvæg, der gik rundt ude i vandet, med vand op over maven. Vi havde smukke udsigter ud over vand og skærgårdsøer. Den lille natursti var 4,2 km, men var utrolig interessant, så den føltes meget kort.... Sidst på turen kom vi forbi et udsigtstårn, hvor vi kunne se ud over hele Kvarken. Her stod en guide klar til at fortælle om området. Man kunne se landtanger i et mønster, ligesom man ser sandet bølge på stranden efter et godt blæsevejr. De var opstået ved at isen have rullet frem og tilbage i den periode den smeltede. Det var helt unikt at se. Guiden fortalte at områdets land blev øget med hvad der svarer til 150 fodboldbaner om året... Alene på grund af landhævningen. Det betød også at vandet blev trængt væk, så også her havde man måtte flytte havnen, fordi, der blev for lidt vand.

Dagen sluttede lige uden for Vaasa, hvor vi fandt en stellplads med vand og aftømningsmulighed....og så har jeg fået min telefon genoplivet :-)

Oulu og et helt særligt museum

Efter en god nat søvn og en gang morgenmad, kørte vi til Oulu  - En rigtig charmerende by, hvor man på ingen måde fornemmer at der bor 145.000 indbyggere. Vi gik tur på gågaderne med gademusikanter og små boder. Gaderne var flot udsmykket med fine belægninger og blomster overalt i blomsterkummer. Den helt særlige del af byen fandtes dog nede ved havnen. Her var et kæmpe torv, hvor der blev solgt alverdens spændende ting: rensdyrskind, loppefund, friske bær og grøntsager. Der var små boder, hvor der blev lavet mad. Gryderne sydede og stemmerne kogte omkring dem. Der kunne også købes vafler og pandekager. Hele sceneriet var omgivet af nogle meget gamle røde træbygninger i 3 etager. Den ene var dateret til 1880. I disse huse med skæve tunge døre og meget få vinduer, blev der solgt kunsthåndværk. Ved siden af ligger den gamle torvehal, som stadig har åbent hver dag. Her er friske råvarer i alle afskygninger: fisk, kød, bær, grøntsager og brød. Det var en meget flot bygning, som var helt tilbage fra 1901. Her var god torvestemning. Udenfor spillede harmonikamusikken, mens statuen af den rare politimand holdt øje med pladsen. Han blev opstillet i 1987, til ære for det rigtige torvepoliti, som holdt øje med torvet i 1934-79. Vi gik ned til den sprudlende madbod og fik os noget elgkød og stegte sardiner, som blev tilberedt mens vi ventede - en helt anderledes frokost.

Vi kørte videre sydpå, holdt ind på en lille Skovvej og nød vores kaffe. Nordfinland minder meget om Nordsverige. Masser af granskove med bunden dækket af blåbær og langt mellem byerne.

Vi kørte videre og kom helt tilfældigt forbi et lille museum, hvor vi stoppede. Det hed "Toivonen Animal Park and Peasant Museum" - og nu skal man ikke lade sig snyde af navnet, for alt skrift var på finsk!!!!!! men det gik nu alligevel, for vi gik på museum med sanserne. Det skulle være en fortælling om livet i området i det tyvende århundrede i dette område....og det var fortalt gemmen udendørs udstillinger af alt mellem himmel og jord. Her var maser af gamle traktorer, gamle biler, udstyr til mink- og biavl, omstillingscentral, bagerudstyr. Der var en masse fra skovbruget...og så var der bygget en masse små hytter, som hver især havde en lille fortælling....et kæmpestort skib havde også fundet vej til udstillingen. Nu var det ikke en fin udstilling - det var en du må gerne røre udstilling- så børnene kravlede rundt på de gamle maskiner, mærkede på alle de gamle redskaber og flyttede man nogle af tingene gjorde det vist ikke så meget, for det så ikke ud til at tingene havde så faste pladser....ved siden af alt det andet havde de så også et stort hjørne med klappedyr... Det var et helt unikt museum, man kunne besøge mange gange, og stadig finde nye ting.

Mættet af oplevelser kørte vi ud på " De syv broer i skærgårdens vej" Her fandt vi en plet på en lille skærgårdsø, hvor vi parkerede for i dag...

...og så er min mobil ivrigt halvdød idag, hvor er man dog afhængig af sådan en, selvom man har ferie :-) Nu har jeg lånt net af Mogens, og håber jeg kan få genoplivningshjælp til den i Vaasa i morgen :-)

Lapland

Vi kørte til Kalix...og passerede vores rejses nordligste punkt... Faktisk er vi så langt oppe, at der er midnatssol...solen går slet ikke ned!!!! og samtidig er den gavmild og skinner næsten hver dag. Kalix var nu hurtigt set - det var en lille og helt anonym by, så vi fortsatte mod dagens mål - Haparanda, som er en svensk grænseby mod Finland. På vejen fik vi os noget af en overraskelse, da der pludselig stod to rensdyr i vejkanten ude ved hovedvejen. Imponerende dyr...De er jo også næsten hjemme, for ifølge finnerne bor julemanden kun ca 150 km herfra, nemlig i Rovaniemi, Laplands hovedstad :-)

I Haparanda fik vi parkeret camperen og gik en tur. Efter kort tid undrede vi os over at gadeskiltene var blevet ulæselige...der var pludselig så mange bogstaver og alt for mange konsonanter...Var vi mon kommet til Finland uden at opdage det? Vi kunne se en hovedvej og gik ud for at få et overblik...og ganske rigtigt...der var et skilt, som fortalte at vi ville nå den svenske grænse om 200 meter!!

Vi gik tilbage for at finde ud af hvor det var sket... Vi fandt grænsen - et skønt torv, som var etableret i 2011. Oprindelig havde grænsen gået ude midt i et vandløb, men man havde udvidet den finske landsiden, så den strakte sig ind over den svenske side. Her havde man så i fællesskab etableret et venskabstorv, med et vandbassiner som grænse på nok 100 meter. Det var smukt med masser af små fald, broer og trædesten - det indbød til at man sprang fra side til side - mellem Finland og Sverige. For enden af bassinet var en stor port i de finsk-svenske farver: blå, hvid og gul. Her var også lagt sten ned med indgraveringer med Suomi og Sverige. Et meget smukt torv, en rigtig fin måde at binde to lande sammen på.

Når vi nu alligevel havde passeret den finske grænse en gang, besluttede vi, at vi ligeså godt kunne køre videre og overnatte i Finland.... og snart havde vi passeret grænsen og tabt en time. Ved grænsen til Finland passerede vi nemlig også en tidszone :-)

Storfosen og Gamlestaden

I dag kørte vi mod Storfosen, vandfaldet, som Anna havde anbefalet os at se... Det var ca 70 km inde i landet, så vi kom lidt væk fra kysten idag...og mine fordomme om Nordsverige kom virkelig til sin ret her.... Kæmpe granskove så langt øjet rakte, bjerge i horisonten og langt imellem de små ensomt liggende røde træhuse....

Vi nåede frem til vandløbets... eller vandfaldet... Vandløbets er ialt omkring 400 km og falder 82 meter. Omkring Ælvsbyen falder det 50 meter over 600 meter...og her er tale om store vandmasse. I gennemsnit strømmer der 162 m3 igennem hvert sekund...Det er altså ret meget vand og ret høje hastigheder. Det bruser så højt, at man flere steder næsten må råbe til hinanden, hvis man vil føre en samtale. Vandet kaster sig ned over klipperne med en styrke, der næsten ikke er til at forstå. Et så imponerende syn....og området omkring er lige så unikt. Det voldsomme vandløb, sender en masse små sideløbende ud, som leger på klipperne i området, der opstår høje og lave pludrede vandfald og der er opstået små naturlige badepoole, hvor børnene leger og finder glatte klipper, de kan bruge som rutchebaner ned i vandet. Blandt det hele er der mange steder små bådpladser med borde og bænke, hvor folk har slået sig ned med deres picknickurve og hygger ved bålet og de plaskende børn.

Fra det overdådige vandløb, kørte vi videre til Luleå...eller rettere Gamlestaden - den gamle og oprindelige del af Luleå. Dette er endnu et af UNESCO's verdensarv -steder. Byen er opstået omkring kirken. Dengang midt i 1400 tallet havde folk kirkepligt. Desværre boede mange af kirkens brugere så langt væk, at de ikke kunne nå både hen til kirken og hjem på samme dag. Man byggede derfor disse små kirkehytter. Hver bonde havde sin hytte...lille bitte, men til at sove i i forbindelse med søndagens gudstjeneste. Der er omkring 400 bitte, bitte små røde træhytter samlet i kyrkstaden, Gamlestaden. Byen levede på denne måde indtil midten af 1600 tallet, hvor Luleå blev flyttet til den nuværende placering. Jorden i området hæver sig hvert år med 7 mm, og det betød at vandet blev tvunget væk fra det der engang var en lille havneby. Man tog derfor konsekvensen og flyttede byen ud til vandet....men den lille kirkeby fortsatte med at fungere som hidtil :-)

En helt fantastisk lille by, hvor husene lå så tæt at man nogle steder ikke kunne gå imellem husene, men kun lige kigge imellem. De fleste huse havde mere end et nummer - selvom de var så små, var de inddelt i flere boliger. Der var typisk kun et rum, hvor man både spiste og sov. Spændende lille sted.

På stranden

Morgenstunden startede i Umeå, hvor vi gik på jagt efter en dyrlæge. Efter lidt søgen lykkedes det endelig...og de ville heldigvis vaccinere Arthur, selvom vi ikke havde bestilt tid. Nu er han så beskyttet mod rævens dværgbændelorm og må gerne rejse ind i Finland... Egentlig har vi undret os over, hvor få hunde vi har set her i Sverige. Når vi går tur på gaden, møder vi typisk kun 3-4 hunde på et par timer... Det er noget færre end hvis vi går tur på gaden i en dansk by. Til gengæld er der alle steder hundeposer og tilhørende skraldespande og vi ser aldrig hunde-høm- høm på gaden. På stranden idag så vi skilte, der forbød hunde adgang på stranden....I Danmark har vi hunde med ude og lege i vandet...

Da vi ikke havde nogle gode ideer til noget, vi skulle se idag, tog vi ind til turistinformationen i Umeå, for at få nogle gode ideer. Desværre var der ikke noget, vi syntes det var spændende, så vi kørte til Skellefteå, hvor vi gik en tur i byen og håbede at se deres bryggeri.... Det havde lukket..., byen havde ikke noget specielt at byde på...og så begyndte det at regne...Jeg drak mig en kop varm kaffe og kiggede lidt i turistbrochurerne, mens Mogens gik ned til Systembolaget, Sveriges monopol på alkoholiske drikke på over 3,5 %. Han fandt nogle af byens lokale øl, som vi tog med videre.

Vi kørte videre til Bryske, hvor vi fandt en stellplads nede ved stranden... og ja, det var ved stranden. For første gang på vores tur i Sverige har vi set sandstrand. Fint blødt lyserødt sand. Stellpladsen var næsten som en hoteloplevelse - fin plan holdeplads, lille privat kunstgræsplæne, adgang til vand og aftømningsmulighed og i kort gåafstand til stranden..

Store vidder

Efter en ordentligt tordenvejr til morgen, klarede vejret op, og vi fik flot klar himmel. Vi ville egentlig køre efter et vandfald, som Anna, vores heltinde fra uheldet, fortalte om, men da jeg ikke kunne få kontakt med min mail idag, måtte vi opgive at lokalisere det. Vi kørte istedet til et udsigtspunkt, vi fandt på kortet....og det viste sig, at være et andet sted, som Anna også havde fortalt om... Docksta Skuleberget.... Vi parkerede autocamperen ved foden af bjerget og skulle med en stolelift op til toppen. Vi sad med Arthur imellem os - han var ret livlig, så det krævede lidt at holde ham på plads i sædet.... Og mange steder var der nok omkring 25 meter ned til jorden.... så det gik ikke, at han lige hoppede ud over kanten :-)

Der var en helt fantastisk udsigt fra liften og det gav indimellem nogle gevaldige sug i maven, når liften gyngede og skramlede afsted. Liften løftede os næsten 300 meter op og var nok 600-800 meter lang. Vel oppe kunne vi nyde den mest fantastiske udsigt. Helt særligt var det at skyer gled forbi under vores højde. Vi var virkelig kommet i himlen :-) Stedet her er endnu et af UNESCO's verdensarv-steder. Stedet er verdens højeste beliggende tidligere kystlinie. Den gamle kystlinie lå 286 meter over den nuværende vandoverflade...men det er nu 9.500 år siden, vandet stod så højt :-)

Der var en sti, som viste ned til en grotte, som frosten havde sprængt for omkring 8500 år siden. Der var kun 400 meter, så den måtte vi da lige se....men hvilke 400 meter. I løbet af de 400 meter skulle vi 100 meter ned ad en relativ stejl bjergside.... Først klatrede vi ned ad klipperne. Efterhånden kom der vandløb, der løb, hvor vi gik, så stenene var våde og glatte. Det blev stejlere og stejlere... og heldigvis var der sat trin, trapper og stiger op hist og her....men altså ikke regulære trin med faste afstande.... De var lige så utilregnelige som klipperne :-) Arthur kunne ikke forcere trin og stiger nedad, så jeg måtte have ham på armen, mens jeg selv balancerede dernedad... Med svedige hænder og trætte ben nåede vi endelig grotten. Fantastisk stykke natur. Klippen var væk i en næsten kugleformet formation ind i klippen... Og med et lille vandfald ned over den del af indgangen, hvor vi kunne gå....Så våde blev vi.... Ja, jeg var jo så godt våd i forvejen, fordi jeg havde båret på Arthur, som havde leget i vandet :-)

Vi begav os tilbage igen...samme vej, som vi kom. Tilbagevenden var mindst lige så hård, da vi allerede var godt brugte....Da vi atter nåede Skulebergets top, satte vi os på en bænk og slappede lidt af med den skønne udsigt, inden vi gik tilbage til liften, som førte os ned på jorden igen....og her var Arthur helt rolig hele vejen. Han lå med hovedet på mit ene lår og bare kiggede på udsigten.

Vi kørte videre til Umeå, hvor vi slår lejr for natten.

Reparationsdag

Idag må siges at have været reparationsdag - både for bilen og for sjælen. Vi trængte til en rolig dag ovenpå gårdsdagens oplevelser... og autocamperen trængte til en lille kærlig hånd. Vi startede derfor i det lokale byggemarked i Søderhamn, hvor vi allierede os med selvskærende skruer, skruetrækker... og gaffatape :-) Vi kørte udenfor byen, hvor Mogens fik sat trinbrættet i den ene side fast igen. Kofangeren blev monteret. Den havde fået et lille hul i hjørnet, så den måtte pyntes med lidt gaffatape. Afløbsrøret til brugt vand, havde også fået et lille hul, men dette kunne gaffatape også klare.

I væsentlig bedre stand kørte vi så videre nordpå. Vi holdt frokostpause i en af de små skærgårdsvige...dem kan vi slet ikke få nok af. De mange grønne øer spredt ud i det glitrende vand med en masse fugle, der svæver over vandet.

I Sundsvall fandt vi en Biltema, hvor vi kunne få noget reparationstape til udstødningen... så er bilen ved at være klar til at klare resten af turen omkring Østersøen.

Idag har vi vekslet mellem at køre på den store hovedvej og de mindre lokalveje - og hvor er der slående forskel på de to typer veje. Det er to helt forskellige billeder, vi får af Sverige. På de store veje bliver vi overvældet af naturen, udsigterne, fjeldene,de store skove med høje graner, mens vi på de små veje bliver mødt med hyggelig små landsbysamfund. Små samlinger af røde træhuse, hvor folk har god tid. Børnene leger, de voksne slentrer rundt... Og omkring alle husene er de flotteste grønne slåede plæner - ikke en masse have haveanlæg - bare de grønne plæner, som fremhæver de smukke røde huse.

Vi har efterhånden været så længe i Sverige, at vi forstår de meste svenske vi hører...og fejlagtigt tror vi så også at svenskerne forstår det mester af det vi siger...men vi er mange gange idag blevet mødt med svar på engelsk, når vi spurgte på dansk...ja, der er ikke meget plads til de nordiske sprog i denne internationale verden :-)

Vi fik vores tanke tømt og fyldt vand på på en campingplads, så nu er vi godt kørende i nogle dage igen - håber vi.... Nu er vi landet i Hærnøsand, hvor vi hygger på lystbådehavnen - lige til i morgen tidlig :-)

Et lille uheld

Så har vi allerede været afsted de første syv dage - den første uge...og vi har nu tilbagelagt 1811 km...Det bliver alligevel hurtigt til en del. Dagene begynder at flyde sammen nu. Det er svært at holde de enkelte dage ud fra hinanden. De mange oplevelser bliver mere som en stjernehimmel med oplevelser spredt ud end en kronologisk tidslinie... En af de gode oplevelser havde jeg i morges, da Mogens sov længe - jeg fik endelig det varme vand til at virke og fik det mest vidunderlige bad :-) Der er altså forskel på etagevask og et rigtigt bad :-)

Efter morgenmaden kørte vi til Løvstabruk. Her så vi et fantastisk lille bysamfund. Når man kører ind gennem byporten i den ene ende, kan man se byporten i den anden ende. Her eksisterede et lille selvstændigt samfund, ja nærmest et tidligt industrisamfund. Fra sidst i 1500 tallet og frem til 1926 var byen en hel jernindustri. På den ene side af vejen lå herregården med mølle, smedje og stalde og på den anden side alle arbejderboligerne, lægehuset, kirken og skolen. Byen var nærmest en mellemting mellem en lille landsby og et museum. De fleste af de gamle arbejderboliger fungerer stadig som boliger, mens alle de tidligere bygninger med funktioner til jernindustrien var omdannet til åbne museumsbygninger.... Bestemt en by, der var værd at kigge forbi.

Nu havde vi så tænkt os, at finde et hyggeligt sted ude ved kysten... og så holde tidlig stop idag og bare slappe af..... Men skæbnen ville det anderledes. Omkring Vallvik lå vi og søgte efter et passende sted at holde, da vi mødte en modkørende på den smalle vej. Vi kom ud i den bløde rabat og mistede vejgreb. Vi gled frem og ind mod granerne, som heldigvis sørgede for en relativ blød landing....næsten liggende på siden. Vi kom heldigvis ikke noget til, og søde svenske Anna hjalp os med at få fat på hjælp. Den time vi ventede, bød hun på kaffe og hendes børn underholdt os med 1000 spørgsmål om Danmark :-) En meget sød og hjælpsom familie, som vi skylder en stor tak :-)

Da de to kraner kom for at trække autocamperen op af den mere end en meter dybe grøft, var vi spændte på skadernes omfang.... Var vores ferie mon slut nu? Arbejdet skred langsomt frem. De arbejdede forsigtigt... Og det tegnede helt godt efterhånden, som bilen kom på ret køl igen. Da den endelig stod på vejen, fik vi den gennemgået... Og hvor heldig har man lov at være. Der var kun mindre småskader, som vi sagtens kunne køre videre med.... Vi kørte så til Søderhamn, hvor vi bare parkerede det første og det bedste sted...

Fra Stockholm til Grisslehamn

Vi kørte mod Stockholm, hvor jeg var overrasket over, hvor let vi gled igennem trafikken helt ind til centrum. Man fornemmer slet ikke man er i en storby med to millioner indbyggere. Byen er en utrolig spændende gammel by med masser af middelaldercharme. Vi startede i den gamle bydel, Gamle Stan, som har rødder tilbage i 1200 tallet. Her var smalle gader og stræder, finurlige udsmykninger og et meget levende cafeliv. Bydelen var tydelig præget af turismen i området - langt de fleste butikker var soveniersbutikker.... Men de stjal overhovedet ikke opmærksomheden fra den spændende arkitektur.

Vi gik videre ud i byen, hvor vi kom ud i et spændende gågademiljø, med alsidige butikker blandet i skøn forening. På gaden undervejs, blev jeg begejstret for et kunstværk, der strakte sig over adskillige gader. Det var strindberg-citater skrevet med metalbogstaver midt på vejen, nærmest som en midterlinie. Efter at have set både moderne arkitektur og imponerende slotte og kirker, vendte vi tilbage til Gamle Stan, hvor vi fandt den hyggeligste lille cafe, Cafe Kronan. Her sad vi med udsigt over nogle hyggelige gader, spiste skøn mad... som der var så rigeligt af...og bare slappede af midt i mylderet af mennesker.

Om eftermiddagen kørte vi ca 100 km længere nordpå til en sød lille havneby, Grisslehamn. Dette var den fuldstændige modsætning til Stockholm. Her var ro, masser af natur og et autentisk gammelt havnemiljø. Her kunne vi komme helt ned i tempo, efter en hektisk dag i storbyen.

Svenskrød

Svenskrød....det giver pludselig mening. Vi har hele dagen kørt igennem det svenske landskab... Åbne flade marker og enge, tætte granskove og kuperet afvekslende fjeldområder....og alle steder går de igen....de røde træhuse - de fleste udsmykket med hvide dør-  og vinduesrammer... Så jo, svenskrød er kommet helt ind på bevidstheden.

Samtidig er jeg også blevet bevidst om at et lands dna skal findes uden for de større byer... for jeg synes at alle større europæiske byer minder om hinanden... Her er det nok snarere et bysærkende end et landssærkende. Der er smukke byer og mindre smukke byer. Der er havnebyer og industribyer. Slotsbyer og kulturbyer...men i det store hele er der ikke store forskelle fra land til land.

Dagen idag startede i Nykøbing, hvor vi ville kigge lidt på slottet, som har haft stor betydning i den svenske historie. Her har bl.a. været forhandlinger om Kalmarunionen, ligesom det har været et mangeårigt kongeslot. Slottet bærer dog ikke præg af den storhedstid, det har været en del af. Ikke særligt stort sammenlignet med de andre slotte, vi har besøgt...og så er det et af de mindre kønne slotte. Det er bygget om igennem mange tidsperioder og fremstår derfor overhovedet ikke som en helhed...Ja, vi endte med at kalde det slotsbiksemad :-)

Vi kørte bagefter til Femørefortet. Et af de vigtigste militære områder i nyere svensk historie. Det har været i brug under den kolde krig, som et fuldstændigt hemmeligt militærområde. Det kom i brug i 1961 og var i brug helt frem til 1998! Ja, man kan blive overrasket over, hvor meget, der kan befinde sig i sådan et fjeld....Det er jo en helt moderne udgave af Olsen-banden i Jylland :-)

Efter frokost kørte vi op til Stendørren - et helt fantastisk skærgårdsområde. Her er flere af de små øer bygget sammen med små hængebroer... Og nogle steder ligger øerne så tæt, at man kan springe fra sten til sten og komme tørskoet fra den ene ø til den anden. Her gik vi rundt og nød den fantastiske udsigt nogle timer, inden turen gik mod Stockholm.

Skærgårdstur

Fra morgenstunden kørte vi hen og så Borgholm Slot...endnu et sted, der havde haft stor betydning for forholdet mellem Danmark og Sverige omkring år 1600. En kæmpe fæstning, som blev fuldstændig udraderet under krigen mod danskerne...En senere brand sørgede for den totale udslettelse. Nu står kun de store massive borgmure tilbage som et minde om en svunden tid. Nedenfor borgen ligger byen, Borgholm, som i år har 200 års jubilæum...og altså er meget nyere end borgen og hele dens spændende historie....

Vi kørte videre  op i landet, lidt væk fra kysten og mødte Sverige, som jeg husker det. Store granskove i et klippekuperet terræn. Indimellem var lysninger, hvor birketræerne fik plads til at brede sig. Vi gjorde formiddagsholdt i en lille havneby, Oskarshamn, hvor vi gik en tur i det forbavsende rolige havnemiljø. Vi kørte videre til Væstervik - en noget større by. Vi fandt et lille sted med udsigt over skærgården, hvor vi slog os ned og spiste frokost.

Eftermiddagengik rundt på nogle af de små skærgårdsøer, langs smalle snoede veje. Smukt og udfordrende  - især de gange, vi lige skulle passere en traktor på den smalle vej :-)

Vi studerede kortet og fandt den lille Finnø, hvor vi tænkte, vi ville slå lejr for natten - her var sikkert ro og stilhed.... Men stedet må være faldet i andres smag også, for der var en kæmpe campingplads ved enden af vejen.... Vi kørte lidt længere tilbage og fandt et helt roligt hjørne på Finnø :-)

Vi har også fundet en god arbejdsfordeling.... Den ene kører hele dagen - den anden laver mad...og dagen efter bytter vi :-)

Det gamle grænseland

Det første stop idag var i Christianobel. En skøn lille by....og med lille mener jeg LILLE. Der var en borgvold hele vejen rundt om byen...og jeg tror den var omkring 50 gange 500 meter. Men byen var skøn - helt fantastisk faktisk. De fleste huse var røde træhuse med sirlige hegn omkring. Haverne var smukke og byen næsten flød over med roser. Alle haver bød på de duftende blomster....og midt i det hele stod en lille kirke, bygget helt i dansk stil... Og det er ikke helt tilfældigt. Byen blev grundlagt i 1599 af Christian den Fjerde, som et forsvarsværk mod Sverige....og det er åbenbart ikke gået helt i glemmebogen, at byen har været dansk, for overalt vejrer det danske flag side om side med det svenske.

Vi kørte videre til Kalmar som var det svenske modstykke. Her byggede Erik XIV  i 1561-1569 et stort forsvarsanlæg, som skulle holde danskerne på afstand, hvilket dog ikke lykkedes. Danskerne indtog Kalmar i 1611. Kalmar slot ligger flot ude i vandet og er helt sikkert værd at kigge på.

Vi kørte over broen til Øland, et sted mange svenskere søger hen i ferien. Øen er skøn uspoleret med mange gamle stendiger, som skiller jordstykkerne. Rigtig mange små møller. Faktisk er der stadig ca 400 Møller tilbage af de oprindelige ca 2000. At være på Øland er næsten som at rejse tilbage i tiden. Enkle huse,helt i gammel stil- ingen larmende cafeer og  turistboder langs vejene... Der er bare natur, natur og natur.

Vi måtte igen idag sande at autocampere er populære i Sverige. Den stellplads, vi havde udset os i Borgholm, var propfuld, da vi ankom omkring kl 17.00... og da toilettanken nærmer sig fuld, må vi have en mere ordinær plads.... Vi endte derfor på den lokale campingplads.... Ret hurtigt huskede jeg, hvorfor jeg gerne fravælger campingpladser.... alt for mange mennesker på alt for lidt plads! Nå, vi kører videre i morgen tidlig, så det går jo nok altsammen :-)

Fra middelalderby til flådeby

Efter en frisk og meget våd travetur med Arthur og den tiltrængte morgenmad, gik turen mod Ystad. Byens middelalderstemning var slående - og blev underbygget af søndagsstilheden. Faktisk overraskede det mig at cafeer og turistbutikker har lukket her i højsæsonen... Vi fik ihvertfald rum til at nyde de smukke gamle huse, smalle gader og mange stokroser. Især klostret, var jeg begejstret for. Der var den skønneste klosterhave inde midt i Ystad. Alverdens urter i urtehaven, en kålgård med gode køkkenhaveplanter, en æblehave og en rosenhave....og midt i det blomstrende hav lå det gamle, meget smukke kloster.... og så skal vi da heller ikke glemme at vi så Europas ældste bevarede skolebygning - hvor også Thygo Brahe blev undervist.

Turen gik videre op igennem det skånske landskab. Ind igennem store granskove... Og jo længere vi bevægede os op, desto ofternså vi de klassiske skånske træhuse lyse op i landskabet....og også klippelandskaberne kom til at fylde mere i billedet.

Vi kom til Karlskrona til aften - en spændende gammel flådeby. Den er faktisk optaget på UNESCO's verdensarvsliste "et usædvanligt velbevaret eksempel på planlagt, europæisk flådeby". Hele byen emmer af flådeaktivitet - og meget står stadig, som da det blev anlagt i 1600 og 1700 tallet. Byen er også helt særlig, idet den er spredt over ikke mindre end 33 øer - Mange kan man nå via broer, mens andre kun nås med båd....

En af de store a-ha oplevelser idag er den store mængde af autocampere i området.... Der er godt nok mange - det er åbenbart en meget populær ferieform i Sverige...og ja, de fleste kører med svenske plader :-)

Første grænse blev krydset

I formiddag gik starten på det store eventyr... Det sidste blev pakket...der blev tanket - og så var det ellers ud på motorvejen.

Vi nød det skønne vejr, mens vi krydsede både Lillebælt, Storebælt og Øresund. Det spændende punkt kom,da vi kørte ind i Sverige...Arthur skulle anmeldes i tolden...Vi kørte ind i rækken med indrejsende, der havde noget at fortolde...og da vi når frem til den unge, rare tolder siger vi, at vi har hund med. Ja det er fint siger han. Må jeg se jeres pas? ... Og så bliver vi vinket frem. Nu bliver jeg jo lidt ihærdig. Vi skal være i Sverige i næsten to uger og jeg vil ikke senere have bøvl, fordi papirerne ikke er i orden. Vi holder ind til siden og fanger en betjent...Han aner ikke, hvad jeg taler om. "Du skal jo nok have fat i tolden - jeg er jo bare politi" Jeg finder Arthurs sprit-nye pas frem og skynder mig hen til toldkontoret....som viser sig at have lukket i weekenden!!!! Heldigvis finder jeg den RØDE nødtelefon og får efter noget tid endelig hul igennem til en tolder. Han får lige pasnummeret og vupti kan Arthur rejse ind i Sverige :-)

Vi kørte igennem Malmø med skøn arkitektur, inden vi drejede ned langs kysten mod Trelleborg og senere til Smygehuk, Sveriges sydligste punkt. Vi har fået gået nogle skønne ture med en flot udsigt over Østersøen... Og så er vi landet på en autocamperplads uden strøm og vand... og alligevel vil de have 150 svenske kroner for en overnatning..... Vi holder nok omkring 50 campere på græsarealer, så det må siges at være en indbringende græsmark :-)

På trods af Christoffers instruktioner hjemmefra, er jeg ikke helt dus med hotspot på min bærbare, så der bliver desværre ingen billeder idag...

Dagen før dagen

Så er det lige ved.... autocamperen er efterhånden pakket med alt det, vi ved, vi får brug for (og sikkert en masse, vi ikke får brug for) - så mangler vi bare lige de småting, vigtige eller mindre vigtige, som vi først kommer i tanke om på vej over Øresundsbroen :-)


Vi har set frem til turen i flere måneder og det er faktisk første gang i mit liv, jeg skal ud på en så lang rejse - både i km og i tid. Omkring 6.500 km og 31 dage... Østersøen rundt - hvor vi dog lige bider Rusland af og tager færgen fra Finland til Estland. Jeg er fuld af forventning, for i morgen tidlig, måske formiddag, går turen tværs over Danmark til Sverige.


Jeg glæder mig til at smække benene op og bare nyde turen - det kan jeg nemlig i morgen, for Mogens starter med at køre - jeg skal først være chauffør på søndag. Jeg skal sikkert lige bruge et par dage på at ryste de sidste hektiske arbejdsdage af mig - men så tror jeg også, jeg er max klar til nye eventyr.


... og så er det jo dejligt med en voksen datter, som er hjemme og passe på huset, mens vi rejser... håber det står endnu, når vi kommer hjem :-)