Efter en ordentligt tordenvejr til morgen, klarede vejret op, og vi fik flot klar himmel. Vi ville egentlig køre efter et vandfald, som Anna, vores heltinde fra uheldet, fortalte om, men da jeg ikke kunne få kontakt med min mail idag, måtte vi opgive at lokalisere det. Vi kørte istedet til et udsigtspunkt, vi fandt på kortet....og det viste sig, at være et andet sted, som Anna også havde fortalt om... Docksta Skuleberget.... Vi parkerede autocamperen ved foden af bjerget og skulle med en stolelift op til toppen. Vi sad med Arthur imellem os - han var ret livlig, så det krævede lidt at holde ham på plads i sædet.... Og mange steder var der nok omkring 25 meter ned til jorden.... så det gik ikke, at han lige hoppede ud over kanten :-)
Der var en helt fantastisk udsigt fra liften og det gav indimellem nogle gevaldige sug i maven, når liften gyngede og skramlede afsted. Liften løftede os næsten 300 meter op og var nok 600-800 meter lang. Vel oppe kunne vi nyde den mest fantastiske udsigt. Helt særligt var det at skyer gled forbi under vores højde. Vi var virkelig kommet i himlen :-) Stedet her er endnu et af UNESCO's verdensarv-steder. Stedet er verdens højeste beliggende tidligere kystlinie. Den gamle kystlinie lå 286 meter over den nuværende vandoverflade...men det er nu 9.500 år siden, vandet stod så højt :-)
Der var en sti, som viste ned til en grotte, som frosten havde sprængt for omkring 8500 år siden. Der var kun 400 meter, så den måtte vi da lige se....men hvilke 400 meter. I løbet af de 400 meter skulle vi 100 meter ned ad en relativ stejl bjergside.... Først klatrede vi ned ad klipperne. Efterhånden kom der vandløb, der løb, hvor vi gik, så stenene var våde og glatte. Det blev stejlere og stejlere... og heldigvis var der sat trin, trapper og stiger op hist og her....men altså ikke regulære trin med faste afstande.... De var lige så utilregnelige som klipperne :-) Arthur kunne ikke forcere trin og stiger nedad, så jeg måtte have ham på armen, mens jeg selv balancerede dernedad... Med svedige hænder og trætte ben nåede vi endelig grotten. Fantastisk stykke natur. Klippen var væk i en næsten kugleformet formation ind i klippen... Og med et lille vandfald ned over den del af indgangen, hvor vi kunne gå....Så våde blev vi.... Ja, jeg var jo så godt våd i forvejen, fordi jeg havde båret på Arthur, som havde leget i vandet :-)
Vi begav os tilbage igen...samme vej, som vi kom. Tilbagevenden var mindst lige så hård, da vi allerede var godt brugte....Da vi atter nåede Skulebergets top, satte vi os på en bænk og slappede lidt af med den skønne udsigt, inden vi gik tilbage til liften, som førte os ned på jorden igen....og her var Arthur helt rolig hele vejen. Han lå med hovedet på mit ene lår og bare kiggede på udsigten.
Vi kørte videre til Umeå, hvor vi slår lejr for natten.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar