onsdag den 13. juli 2016

Svenskrød

Svenskrød....det giver pludselig mening. Vi har hele dagen kørt igennem det svenske landskab... Åbne flade marker og enge, tætte granskove og kuperet afvekslende fjeldområder....og alle steder går de igen....de røde træhuse - de fleste udsmykket med hvide dør-  og vinduesrammer... Så jo, svenskrød er kommet helt ind på bevidstheden.

Samtidig er jeg også blevet bevidst om at et lands dna skal findes uden for de større byer... for jeg synes at alle større europæiske byer minder om hinanden... Her er det nok snarere et bysærkende end et landssærkende. Der er smukke byer og mindre smukke byer. Der er havnebyer og industribyer. Slotsbyer og kulturbyer...men i det store hele er der ikke store forskelle fra land til land.

Dagen idag startede i Nykøbing, hvor vi ville kigge lidt på slottet, som har haft stor betydning i den svenske historie. Her har bl.a. været forhandlinger om Kalmarunionen, ligesom det har været et mangeårigt kongeslot. Slottet bærer dog ikke præg af den storhedstid, det har været en del af. Ikke særligt stort sammenlignet med de andre slotte, vi har besøgt...og så er det et af de mindre kønne slotte. Det er bygget om igennem mange tidsperioder og fremstår derfor overhovedet ikke som en helhed...Ja, vi endte med at kalde det slotsbiksemad :-)

Vi kørte bagefter til Femørefortet. Et af de vigtigste militære områder i nyere svensk historie. Det har været i brug under den kolde krig, som et fuldstændigt hemmeligt militærområde. Det kom i brug i 1961 og var i brug helt frem til 1998! Ja, man kan blive overrasket over, hvor meget, der kan befinde sig i sådan et fjeld....Det er jo en helt moderne udgave af Olsen-banden i Jylland :-)

Efter frokost kørte vi op til Stendørren - et helt fantastisk skærgårdsområde. Her er flere af de små øer bygget sammen med små hængebroer... Og nogle steder ligger øerne så tæt, at man kan springe fra sten til sten og komme tørskoet fra den ene ø til den anden. Her gik vi rundt og nød den fantastiske udsigt nogle timer, inden turen gik mod Stockholm.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar