Så har vi allerede været afsted de første syv dage - den første uge...og vi har nu tilbagelagt 1811 km...Det bliver alligevel hurtigt til en del. Dagene begynder at flyde sammen nu. Det er svært at holde de enkelte dage ud fra hinanden. De mange oplevelser bliver mere som en stjernehimmel med oplevelser spredt ud end en kronologisk tidslinie... En af de gode oplevelser havde jeg i morges, da Mogens sov længe - jeg fik endelig det varme vand til at virke og fik det mest vidunderlige bad :-) Der er altså forskel på etagevask og et rigtigt bad :-)
Efter morgenmaden kørte vi til Løvstabruk. Her så vi et fantastisk lille bysamfund. Når man kører ind gennem byporten i den ene ende, kan man se byporten i den anden ende. Her eksisterede et lille selvstændigt samfund, ja nærmest et tidligt industrisamfund. Fra sidst i 1500 tallet og frem til 1926 var byen en hel jernindustri. På den ene side af vejen lå herregården med mølle, smedje og stalde og på den anden side alle arbejderboligerne, lægehuset, kirken og skolen. Byen var nærmest en mellemting mellem en lille landsby og et museum. De fleste af de gamle arbejderboliger fungerer stadig som boliger, mens alle de tidligere bygninger med funktioner til jernindustrien var omdannet til åbne museumsbygninger.... Bestemt en by, der var værd at kigge forbi.
Nu havde vi så tænkt os, at finde et hyggeligt sted ude ved kysten... og så holde tidlig stop idag og bare slappe af..... Men skæbnen ville det anderledes. Omkring Vallvik lå vi og søgte efter et passende sted at holde, da vi mødte en modkørende på den smalle vej. Vi kom ud i den bløde rabat og mistede vejgreb. Vi gled frem og ind mod granerne, som heldigvis sørgede for en relativ blød landing....næsten liggende på siden. Vi kom heldigvis ikke noget til, og søde svenske Anna hjalp os med at få fat på hjælp. Den time vi ventede, bød hun på kaffe og hendes børn underholdt os med 1000 spørgsmål om Danmark :-) En meget sød og hjælpsom familie, som vi skylder en stor tak :-)
Da de to kraner kom for at trække autocamperen op af den mere end en meter dybe grøft, var vi spændte på skadernes omfang.... Var vores ferie mon slut nu? Arbejdet skred langsomt frem. De arbejdede forsigtigt... Og det tegnede helt godt efterhånden, som bilen kom på ret køl igen. Da den endelig stod på vejen, fik vi den gennemgået... Og hvor heldig har man lov at være. Der var kun mindre småskader, som vi sagtens kunne køre videre med.... Vi kørte så til Søderhamn, hvor vi bare parkerede det første og det bedste sted...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar