torsdag den 14. juli 2016

Fra Stockholm til Grisslehamn

Vi kørte mod Stockholm, hvor jeg var overrasket over, hvor let vi gled igennem trafikken helt ind til centrum. Man fornemmer slet ikke man er i en storby med to millioner indbyggere. Byen er en utrolig spændende gammel by med masser af middelaldercharme. Vi startede i den gamle bydel, Gamle Stan, som har rødder tilbage i 1200 tallet. Her var smalle gader og stræder, finurlige udsmykninger og et meget levende cafeliv. Bydelen var tydelig præget af turismen i området - langt de fleste butikker var soveniersbutikker.... Men de stjal overhovedet ikke opmærksomheden fra den spændende arkitektur.

Vi gik videre ud i byen, hvor vi kom ud i et spændende gågademiljø, med alsidige butikker blandet i skøn forening. På gaden undervejs, blev jeg begejstret for et kunstværk, der strakte sig over adskillige gader. Det var strindberg-citater skrevet med metalbogstaver midt på vejen, nærmest som en midterlinie. Efter at have set både moderne arkitektur og imponerende slotte og kirker, vendte vi tilbage til Gamle Stan, hvor vi fandt den hyggeligste lille cafe, Cafe Kronan. Her sad vi med udsigt over nogle hyggelige gader, spiste skøn mad... som der var så rigeligt af...og bare slappede af midt i mylderet af mennesker.

Om eftermiddagen kørte vi ca 100 km længere nordpå til en sød lille havneby, Grisslehamn. Dette var den fuldstændige modsætning til Stockholm. Her var ro, masser af natur og et autentisk gammelt havnemiljø. Her kunne vi komme helt ned i tempo, efter en hektisk dag i storbyen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar