Kvarken

Vi vågnede op til lyden af hyggelige vandskvulp, da vi havde sovet helt nede ved vandkanten...så hyggelig morgenmusik :-)

Vi kørte ned igennem det finske landskab langs vestkysten....og noget forundrede var vi, da vi så at alle skilte efterhånden stod på både finsk og svensk.... Det har dog en historisk forklaring. Der er ikke mere end 60 km over den Botniske Bugt mellem Finland og Sverige og tilbage i 1100 tallet sejlede svenskerne over bugten og bosatte sig i dette område. Faktisk er der flere af byerne dette område, hvor der slet ikke tales finsk, men udelukkende svensk. På trods af at landet kun kan mønstre 5,4 millioner indbyggere, har de alligevel tre sprog: finsk og svensk er officielle sprog, mens samisk er anerkendt minoritetssprog. Faktisk taler 5,4 pct af finnerne svensk.

Jo længere vi bevægede os ned i landet, des mere åbent blev landskabet. Skovene åbnede sig, der blev plads til birk i lysningerne og indimellem var små dyrkede markstykker.

Vi nåede ned til Svedjehamn tæt ved Vaasa. Her er Kvarken, som er et skærgårdsområde, igen et af UNESCO's verdensarvsteder... Hele dette område var i den seneste istid dækket af 3 km tyk is. Den tykke, tunge is trykkede jordoverfladen 1 km ned....1 KM!!!! Efterhånden som isen smeltede hævede jorden sig igen og det gør den fortsat den dag idag med 8 mm om året. Det er fuldstændig som historien fra Luleå..., men der er jo heller ikke langt hen over bugten :-) Vi startede med at gå en tur i området, hvor vi så den lille bådehavn, nogle gamle fiskehytter, højlandskvæg, der gik rundt ude i vandet, med vand op over maven. Vi havde smukke udsigter ud over vand og skærgårdsøer. Den lille natursti var 4,2 km, men var utrolig interessant, så den føltes meget kort.... Sidst på turen kom vi forbi et udsigtstårn, hvor vi kunne se ud over hele Kvarken. Her stod en guide klar til at fortælle om området. Man kunne se landtanger i et mønster, ligesom man ser sandet bølge på stranden efter et godt blæsevejr. De var opstået ved at isen have rullet frem og tilbage i den periode den smeltede. Det var helt unikt at se. Guiden fortalte at områdets land blev øget med hvad der svarer til 150 fodboldbaner om året... Alene på grund af landhævningen. Det betød også at vandet blev trængt væk, så også her havde man måtte flytte havnen, fordi, der blev for lidt vand.

Dagen sluttede lige uden for Vaasa, hvor vi fandt en stellplads med vand og aftømningsmulighed....og så har jeg fået min telefon genoplivet :-)