Vi nød morgenmaden hos Monyharch og hans to skønne drenge. Hans mor skulle til familie-kom-sammen og hans kone var på markedet for at sælge grøntsager fra haven. Så da vi skulle afsted, kom hans bror for at passe drengene.
Vi kørte et godt stykke på hovedvejen og drejede så ned ad en mindre vej, som her altid er jordveje. På grund af regntiden er de ret mudrede og hullede, så turen i tuk-tuk var en noget hoppende oplevelse. Vi skulle langt og vejene blev bare værre og værre, men langt om længe nåede vi frem til boden, hvor vi skulle betale for indgangen til den flydende landsby. Her skulle Monyharch lige have tanket.... så der kom en dame med to tilfældige plastikflasker med benzin i, som blev fyldt på. Det gik pludselig op for os, at vi havde set masser af steder, hvor de solgte benzin på plastikflasker i boder ved vejen :-)
Vi hørte fra nogle, der kom ad vejen, at det var umuligt at komme frem, så Monyharch tog os med tilbage for at få refunderet billetten. Her skaffede de istedet en anden tuk-tuk, som godt kunne køre. Da den ankom efter ca 10 minutter, kørte den forbi uden at stoppe. De råbte lidt frem og tilbage til hinanden og det viste sig, at han havde også opgivet at køre på vejen. Istedet blev vi kørt i firhjulstrækker... og det var spændende kørsel. Vi kørte ca 2 km med en hastighed på under 10 km/t. Vi gled fra side til side og skulle undgå scootere, der også prøvede at forcere muddermasserne. Nogle kom gående og de sank i med hele foden, hver gang, de tog et skridt...men frem kom vi :-)
Vi kom i en lille båd, som skulle sejle os ud til den flydende landsby. Folk boede i blik- eller træhuse monteret ovenpå olietønder, så husene flød på vandet. De levede mest af de fisk, de kunne fange i vandet, hvor de boede. Men der var også enkelte butikker, hvor de kunne købe enkelte dagligvarer, bl.a. benzin. Når de skulle rundt, foregik det i små både - selv mindre børn sejlede rundt på egen hånd. Der var også en lille skole til børnene i landsbyen - den havde dog ferielukket lige nu. Her blev børnene sejlet i skole. Vi tog ind og besøgte en krokodillefarm i landsbyen. De opdrættede krokodiller, for at sælge skind og kød. De havde både babykrokodiller og kæmpe-krokodiller. Måske ikke helt betryggende, at de bare var i træbure, der flød på vandet.
På vejen tilbage sejlede vi godt til og nød vinden, så varmen ikke var så tung....men pludselig sagde motoren en mærkelig lyd og vi stoppede. Der havde viklet sig noget snor omkring skruen, så den sad fast. Han fik det skåret fri og fik skilt noget af motoren ad og samlet den igen, og så var vi klar igen...troede vi...motoren sagde stadig en grim lyd, og det viste sig, at stangen mellem skruen og motoren var knækket....så lå vi der. Han ringede efter en anden båd, men vi blev samlet op af en anden gruppe, inden den ekstra båd kom frem, så vi var hurtigt tilbage på land igen. Så gik turen tilbage ad den mudrede vej i firhjulstrækker og bagefter i tuk-tuk. Vi var på en lokal restaurant og spise frokost. De var ikke vant til turister, så engelsk gjorde de ikke meget i, og spisekortet var også kun på cambodjansk. Med lidt hjælp fra Monyharch fik vi dog den skønneste frokost, høns på tre forskellige måder... og de brugte det hele, selv hønsefødderne var med i suppen. Vi betalte og skulle have penge tilbage. Det kunne de ikke lige klare, så de måtte have en afsted til nærmeste sted med penge og veksle, så vi ventede en halv time på byttepenge.
Bagefter lokkede vi Monyharch med på geocaching. Da vi kom frem til stedet og vi ville gå alene ind i skoven, blev han noget bekymret og insisterede på at følge os. Vi fandt heldigvis hurtigt cachen, men måtte så forklare Monyharch, hvad det gik ud på. Han forstod vist aldrig, hvad der fik voksne mennesker til at gå på skattejagt, bare for sjov :-)
Aftensmaden tilberedte Monyharch, mens hans mor sad og bundtede urter, som hans kone skulle sælge på markedet næste dag. Efter maden, tog Mogens og Monyharch en øl med ned til os og fik sig en aftensludder udenfor i mørket.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar