Vi kom tidligt til Rostock, så vi så byen vågne en lørdag morgen... stille og roligt kom der flere og flere mennesker i gaderne - og over middag var der et helt leben :-) Vi startede nu med en rundtur i byen - en by med rigtig mange fine hansestad-huse og middelalderhuse. Flere steder er de også lykkedes rigtig godt med moderne byggeri imellem de gamle huse, tydeligt nyt - men indpasset på sin helt egen arkitektoniske måde midt i alt det gamle. Andre steder i byen er det lykkedes mindre godt... Der var også rigtig mange fine pladser og små pudsige detaljer i bybilledet, som tydeligvis var af nyere dato... desværre blev det ikke passet... nye torve og anlæg fik lov at gro til i ukrudt... Kun de helt centrale gader blev passet og plejet. Vi gik også tur på havnen, hvor vi så en rekonstruktion af en gammel havnekran fra 1700-tallet... De kunne godt nok lave nogle spændende konstruktioner dengang. Til middag var vi i Marienkirche, hvor et indendørs astronomisk ur, spiller en lille melodi på klokkespil, mens en række figurer bevæger sig forbi Jesus, som velsigner dem... med undtagelse af Judas. Her blev porten smækket i :-) Uret var kæmpestort og lavet tilbage i 1472, så det var imponerende at se.
Efter frokost på en cafe gik turen videre til Kühlungsborn. Her så vi et grænsetårn, som fungerede som vagttårn i DDR i tiden fra 1973 til 1989. Sammen med grænsetårnet var et lille museum, som fortalte om en del af de mange flugtforsøg fra DDR, der havde været fra Kühlungsborn. Langt de fleste var enten taget til fange eller var druknet under flugtforsøgene. Der var 40 km over vand til Vesttyskland eller 55 km til Danmark. Folk prøvede at flygte i små gummibåde, kajakker, på luftmadrasser og på skøjter!!! Vi var en tur oppe i det lille 15 meter høje tårn, hvor der var rigtig god udsigt til alle sider... og når man tog kikkerten til hjælp, forstår man godt, at det var svært at slippe uset væk... men nogle enkelte lykkedes det altså for :-)
Vi kørte videre til Wismar, som er endnu en perle på UNESCO´s verdensarvliste. Her var igen mange skønne hansestat-huse, helt tæt, gavl mod gavl. Her blev det hele omsluttet af en imponerende bymur, der på store stykker var enten bevaret eller rekonstrueret... Også havnen havde sin helt egen atmosfære. I inderhavnen lå flere gamle både side om side og fungerede som fiskehandlere og fiskerestauranter... ærgerligt at vi lige havde spist i Rostock. Der lå også et par gamle træsejlbåde, som sejlede turistture - de var imponerende og lå flot i havnen med det gamle bymiljø som kulisse. I Wismar var også en kirke, Marienkirche, som blev bombarderet i 1945. Kun tårnet står tilbage, men hele skibet og dele af de indvendige vægge er markeret med lave mure, så man kan fornemme kirkens enorme størrelse.
Vi havde om morgenen studeret resten af vores tur igennem Tyskland for at finde nogle spændende steder at besøge... men alt vi faldt over havde vi set, så vi havde egentlig aftalt at bruge aftenen på at finde noget spændende i området, som vi kunne have lyst til at se.... men da vi satte os ind i autocamperen i Wismar tog vi en hurtig beslutning... Vi kører da hjem nu... nej, vi skal ikke lige sove først... Vi tager lige det sidste stykke.... Så nu er vi hjemme efter 4 uger og 1 dag, 29 dage i alt blev det til og 6.877 km... En rigtig spændene tur fyldt med mange oplevelser.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar